. .Carl Olof Rosenius

Carl Olof Rosenius



Carl Olof Rosenius, blev født 3. Februar 1816 i Nysätra i Västerbotten i Sverige. Og døde 24. Februar 1868, kun 52 år gammel.

Hans forældre var: far, Anders Rosenius og var præst. Hans mor hed Sara Margareta Norenius og var datter af præsten Olof Norenius. Carl Olof var det tredje af syv børn.

C. O. Rosenius, blev blandt venner kaldt Calle.

Han påbegyndte ved universitetet i Uppsala et teologisk studie, men dette blev aldrig færdiggjort, sygdom, dårlig økonomi og indre anfægtelser, gjorde at han stoppede, i øvrigt fandt han ikke det han søgte i universitets-teologien.

Ved hans forkyndelse, blev en markant vækkelsesbevægelse over hele Skandinavien skabt. Og C. O. Rosenius blev kaldt for ”Nordens evangelist” og ”Nordens sjælesørger.” Og senere personligheder som Fr. Wisløff har udtalt:

”Ingen mand har i de senere slægtsled betyder så meget for Guds rige i Sverige som Rosenius. Og hans betydning for Norge er uoverskuelig.”

Olav Valen-Sendstad:
”Norsk kristendom står i stor åndelig taknemmelighedsgæld til Sverige, for det vi gennem Sveriges profet, Carl Olof Rosenius, har fået. Rosenius vil være elsket og have åndelig betydning her i Norge, så længe der overhovedet findes levende kristendom”

Hans virke som sjælesørger tog til fra at han kom til Stockholm i 1840 hvor han var til sin død i 1868, der var han mere end optaget af arbejde. Rosenius var i åndeligt arbejde den største del af dagene. Hans virksomhed bestod bl.a af: sjælesorg, brevskrivning, sygebesøg, prædikener og tidsskriftet ”Pietisten”, som vi kommer tilbage til senere. Han havde så mange at besøge som ville have svar og sjælelige og åndelige spørgsmål, at han ikke havde tid til at spise. Dog stod der en ”åbningstid” på hans dør, men det blev ikke altid respekteret af dem som behøvede hjælp, og Rosenius havde svært ved at afvise nogen, som ønskede hans hjælp for ”hvad ville Herren sige til det?” og svaret gav han selv ”Tænk hvis Han handlede sådan imod mig!” Antallet af besøgende voksede med årene så meget, at Rosenius var nødttvunget til at leje et værelse i nærheden, hvor han kunne spise og hvile. Det er ikke underligt at det kommer frem i hans mange breve: ”din jagtede broder” Men midt i jagten fandtes en fortrøstning på Guds nåde i Jesus Kristus.

Rosenius´ personlighed:
Bernhard Wadström, beskriver sit første møde med Rosenius som følger:

”I stedet for den magre, strenge og dystre ”helgen” mødte jeg en venlig mand, med glimtende øjne som ransagende trængte ind i hjertet, men samtidig sagde de mig, at det ikke var for at fordømme, men for at hjælpe.” B. Wadström beskriver ham videre: ” At om end også han som alle mennesker havde fejl og svagheder, var en ægte kristen, en troens og kærlighedens mand i sand, evangelisk mening hellig personlighed.”

Her ser vi et billede af Rosenius. Han var venlig, værdig og kom altid gerne ind på åndelige ting i samtalerne. August Strindberg skriver: ”Rosenius så ud som freden og strålede af himmelsk glæde.”

Forfatterskabet og ”Pietisten”:
Rosenius skrev aldrig en egentlig bog. Det meste af al hans skriftlige forkyndelse kom ud gennem bladet ”Pietisten”, som han begyndte at udgive i 1842. Fra dette blad er så teksterne hentet til ”Husandagtsbogen” og de andre bøger som efterhånden er udgivet.

I 19. årgang af ”Pietisten” begyndte Rosenius udlæggelsen af Romerbrevet. Han forberedte sig ved at læse de bedste engelske og tyske fortolkninger igennem, og brugte i arbejdet dagligt fire fremmedsprog: græsk, latin, engelsk og tysk. Denne grundige Romerbrevs-fortolkning som han arbejdede med i 7 år, bliver regnet som kronen på værket af hans forkyndelse, og var færdig i 1866.

Efterhånden som Romerbrevskommentaren begyndte at udkomme i ”Pietisten”, ”eksploderede” oplagstallet på bladet til 13.000 eksemplarer – og på det tidspunkt lå Sveriges største avis, ”Aftonbladet”, oplag på 4.000. Hvilket klart understreger at det ikke bare var teologer og forkyndere, men den almindelige mand og kvinde som her fandt ”vejen” og ”livets vand”.

Rosenius skrev også sange. Nogle af disse har vi endnu i vore sangbøger.

Ud over de Skandinaviske sprog, er det meste af den kendte Rosenius-litteratur oversat til engelsk, tysk, forskellige afrikanske sprog, hindi, tamil, telugu, spansk, russisk, kinesisk. Og i flere lande lægges Rosenius-litteratur også ud på internettet.

Den norske provst Chr. S. Dick oversatte allerede i 1860-70-tallet Romerbrevskommentaren, bogen ”Fader vor”, ”Husandagtsbogen” og biografien som Rosenius´nærmeste medarbejdere skrev efter hans død, og nogle af hans sange.

Som Paulus´ blev også Rosenius´ klare nådeforkyndelse mødt af egenretfærdighedens nidkære modstand. Anklagerne har varieret. Det hed sig at han forkyndte ”verdensretfærdiggørelse” (dvs. at Gud ikke længere ser nogen synd i verden, sådan at mennesker ikke behøver nogen personlig syndsforladelse, men bare må få det at se.) Og ikke mindst har han i de senere år nærmest været anset som ”far for nyevangelismen”. Begge beskyldninger som den oprigtige redelige læser med lethed kan gennemskue som falske og uholdbare. Dog har professor dr. theol Carl Fr. Wisløff i to artikler klart tilbagevist førstnævnte påstand. Og bl.a dr. theol Godvin Ousland har klart vist at Rosenius´ forkyndelse ikke havde noget med nyevangelisme at gøre, men at enkelte personer har blandet hans forkyndelse med nyevangelisme. Forkynderen, cand. theol Øivind Andersen afviste også definitivt at Rosenius havde noget at gøre med nyevangelismen. (Se links om disse beskyldninger og materiale til Rosenius´ forsvar, nederst på siden).

”Den som siger at Rosenius var ensidig, har aldrig forstået Rosenius. Han gav helliggørelsestalen i evangeliets lys en stor plads. Ellers var det heller aldrig blevet så frist et nådeliv for de mange troende”. Frits Larsen.

Hjemmet og familien:
Den 2. August 1843 giftede C.O. Rosenius sig med Agatha Ulrika Lindberg. For vielsen stod provst A.A Grafström. Og deres fælles hjem var et åbent hjem, hvor man altid følte sig velkommen. Bernard Wadström beskriver Rosenius´hjem sådan her: ”I stedet for den mørke, sortklædte kammer – nogle galde solrige rum, med enkle men fine møbler.” Videre siger Wadström: ”Aldrig skal jeg glemme disse lærerige for både ånd og hjerte dyrebare aftner hos Rosenius.”

Carl Olof og Agatha fik sammen 7 børn. Det fortælles at et af hans børn (Elisabeth) indimellem satte sig ved klaveret for at spille et klassisk stykke for hjemmets gæster.

Rosenius´ liv blev ikke ret langt. Han blev kun 52 år gammel. Han døde den 24. Februar 1968. Og blev begravet i Johannes kirke i Stockholm af biskop A.F Beckman den 28. Februar 1868.

Meddelelsen om Carl Olof Rosenius død blev givet gennem et trykt notifikationskort, som lød sådan:

Tilkendegives at Carl Olof Rosenius, stille og fredfyldt sov ind i Stockholm, mandag den 24. februar 1868 kl. 9 e.m. I en alder af 52 år og 21 dage. Elsket og savnet af efterladte hustru, mor og børn, søskende og talrige venner. 1. Johs. 5,12* / 2. Kor. 5* S.B.U.

S.B.U betyder ”Sorgens beklagende undanbedes” For nogen sorg fandtes egentlig ikke når Guds ven i liv og død forlod denne verden. Men savnet var meget stort.

Man fornemmer ligefrem at Rosenius (og hans familie) med Paulus siger "Thi for mig er livet Kristus, og døden en vinding." Fil. 1,21

På Rosenius´ gravsten står bl.a bibelordet 2. Kor. 5*

*1. Johs. 5,12: ”Den, der har Sønnen, har livet; den, der ikke har Guds søn, har ikke livet.”

*2. Kor. 5: Længslen efter at være hjemme hos Herren:
”Vi ved nemlig, at hvis det telt, som er vort hus på jorden, brydes ned, så har vi en bygning fra Gud, et hus, der ikke er bygget med hænder, men er evigt, i himlene. For mens vi er her, sukker vi af længsel efter at iklædes den bolig, vi har fra himlen – så sandt vi da ikke skal stå nøgne, når vi er klædt af. For mens vi bor i teltet, sukker vi besværede, fordi vi ikke vil klædes af, men klædes på, så det dødelige bliver opslugt af livet. Og den, som har sat os i stand til det, er Gud, der gav os Ånden som pant.

Så er vi da altid ved godt mod, og vi er det, selv om vi ved, at vi ikke kan være hjemme hos Herren, så længe vi har hjemme i legemet – for vi lever i tro, ikke i det, som kan ses. Men vi er ved godt mod og vil hellere bryde op fra legemet og have hjemme hos Herren. Derfor sætter vi en ære i at være ham til behag, hvad enten vi er hjemme hos ham eller ej. For vi skal alle fremstilles for Kristi domstol, for at enhver kan få igen for det, han har gjort her i livet, hvad enten det er godt eller ondt.

Forligelsens tjeneste

Da vi nu ved, hvad det er at frygte Herren, søger vi at overbevise mennesker, men vort liv ligger åbent for Gud, og jeg håber, at det også ligger åbent for jer, så I kan kende det. Vi vil ikke igen anbefale os selv over for jer, men give jer anledning til at være stolte af os, så I kan have noget at stille op imod dem, der sætter deres stolthed i det ydre og ikke i hjertet. For var vi ude af os selv, var det for Gud, og er vi besindige, er det for jer. Thi Kristi kærlighed tvinger os, fordi vi har sluttet, at når én er død for alle, er de alle døde. Og han døde for alle, for at de, der lever, ikke længere skal leve for sig selv, men for ham, der døde og opstod for dem.

Altså kender vi fra nu af ingen rent menneskeligt. Og selv om vi har kendt Kristus rent menneskeligt, så gør vi det nu ikke længere. Altså: Er nogen i Kristus, er han en ny skabning. Det gamle er forbi, se, noget nyt er blevet til! Men alt dette skyldes Gud, som forligte os med sig selv ved Kristus og gav os forligelsens tjeneste, for det var Gud, der i Kristus forligte verden med sig selv og ikke tilregnede dem deres overtrædelser, men betroede os ordet om forligelsen. Så er vi altså udsendinge i Kristi sted, idet Gud så at sige formaner gennem os. Vi beder på Kristi vegne: Lad jer forlige med Gud! Ham, der ikke kendte til synd, har han gjort til synd for os, for at vi kunne blive Guds retfærdighed i ham.” Så langt 2. Kor. 5.

B. Wadström har i sin dagbog skrevet: ”Rosenius var i sin livstid overset og foragtet af de fleste kirkens ”store folk”. Men – om 50 år, hvem husker så dem? Mens Rosenius´ minde sent vil dø blandt Sveriges evangeliske kristne.”

Og her hvor vi nærmer os 200 året for hans fødsel, og stadig husker Rosenius, og med stor glæde og udbytte læser hans skrifter, må man give Wadström ret. Og takke Herren for ”Sveriges profet”.


/RoseniusNet.dk.



Mere om Rosenius:



"Forordet til Rosenius´samlede skrifter" Her

Rosenius samlede skrifter: Her

dr.theol Godvin Ousland´s artikler: Her

Mere om Rosenius: Her

Links: Her

Rosenius litteratur: Her

Finn Aa. Rønns undersøgelse af C.O.Rosenius’ syn på læren om universel retfærdiggørelse tjener som et middel til at komme ind til kernen af problematikken vedrørende denne lære, som har været genstand for betydelig debat de sidste 200 år. Bogen er Finn Aa. Rønns teologiske speciale. Her


RoseniusNet.dk
 12.April 2006