. .Andagt - - 31. December

Fra andagtsbogen: "I Guds hånd" af Herbert Neimanas - © Forlaget Agape.



"Jeg er Alfa og Omega, den første og den sidste, begyndelsen og enden"
Åb. 22,13

Det er årets sidste dag. Vi dvæler lidt både ved glæder og skuffelser. Mest skuffelsen over os selv. Der var så meget, som kunne have været anderledes. Der var så meget, vi forsømte. Muligheden for at hjælpe nødlidende, som vi mødte på vor vej, kommer aldrig igen. Livet leves kun en gang, vi skal aldrig vende tilbage til det stykke vej, som vi allerede har gået.

Forude ligger det ukendte. ”Giv mig et lys, så jeg kan vandre sikkert ind i det ukendte”, sagde en mand, og han fik svaret: ”Gå ud i mørket og læg din hånd i Guds hånd. Det vil være bedre for dig end lys og sikrere end en velkendt vej.”

Hvor er det godt og trygt, at vi mø lægge vort liv i Guds hånd. Hvilken hvile og trøst ligger der ikke i disse ord: ”I tilhører ikke jer selv. I er jo købt, og prisen betalt.” 1.Kor.6,19-20. Vi er hans ejendom, han holder os i sine stærke, evige arme. Han, som er Alfa og Omega, og som har alt magt i Himmelen og på jorden, bevarer os, og han har større omsorg for os, end vi selv kunne have. Dybere tryghed er det ikke muligt at finde andre steder.

Må Herren så få lov til at være vort Alfa og Omega hver dag i vort liv. Hver dag, hvor han er den første og den sidste, er en Herrens dag. Og hvert år, hvor han er begyndelsen og enden, er et nådeår fuldt af velsignelse fra Gud.

Så vil vi rette vort blik mod Jesus Kristus, som er den samme i går og i dag, ja, til evig tid, og som har lovet at være med os alle dage indtil verdens ende. Han er vor forløsning.

Han er vor fred. Han er vor styrke. Han er vor adgang til Himmelen. Han er vort alt!

Lovet være hans navn.


Gengivet med tilladelse © Forlaget Agape.

RoseniusNet.dk
15.November 2005