. .Andagt - -29. Februar

Fra andagtsbogen: "Ved Kilden" af Øivind Andersen



”Jeg løfter mine øjne til bjergene: Hvorfra kommer min hjælp?”
Salme 121:1

Da mange måske kun læser andagten på denne dato hvert fjerde år, venter vi en dag med at fortsætte med at tale om Jesu fristelse.

Den salme, dette ord er hentet fra, bærer i den hebraiske grundtekst overskriften: En åndelig vise ved opstigningen.

Paulus nævner i et par af sine breve salmer, lovsange og åndelige viser. Det er alt sammen overskrifter hentet fra Salmernes bog, og vi bliver på denne måde mindet om at gære flittigt brug af Salmernes bog i vores bønneliv.

Derfor er det simpelthen en vildfarelse og misbrug af Guds ord, når man henviser til disse ord for at give bibelsk autoritet til de viser, der laves i dag, og som bruges til overmål i vore kristne forsamlinger. De er ofte alt andet end åndelige, og af og til indeholder de overhovedet intet af Guds ord.

Hermed dog ikke sagt, at ikke også disse viser, såfremt de har et kristent indhold, kan have deres betydning i vore forsamlinger. Men ingen har ret til at karakterisere dem med Guds ord om de åndelige viser.

Som sagt er Salme 121 en åndelig vise ved opstigningen.

Jerusalem ligger højt, omgivet af bjerge. Når folkeskarene drog derop til de store højtider, sang de undervejs. Det var en højtidsskare, der sang med lovsangsrøst. Salme. 42:5

”Jeg løfter mine øjne til bjergene” er udtryk for, hvordan de løfter blikket op, hvor Gud åbenbarer sig. I Jerusalem lå templet. Der var stedet, hvor Gud i gammeltestamentlig tid på en særlig måde åbenbarede sig for sit folk.

”Jeg løfter mine øjne til bjergene” betyder også for os i dag at løfte blikket derop, hvor Gud åbenbarer sig for os som kristne. Det er først og fremmest at løfte blikket til Golgata og se det, der skete der! Det er at løfte blikket til alle Guds løfter i Guds ord! Og det er også at løfte blikket til alle Guds løfter i Guds ord! Og det er også at løfte blikket mod det fuldkomne Gudsrige – det nye Jerusalem – som vi er på vandring mod.

At gøre dette er det samme, som at løfte blikket mod Herren selv!
Og fra Ham kommer al hjælp!