. .Højtiderne - Hvad jeg vil gemme fra påsken.

Hvad jeg vil gemme fra påsken



(s.103) På Jesu opstandelses dag ser jeg paradiset genoprettet – mennesket indsat igen i det barnekår hos Gud, det havde mistet.

Jeg ser engle tale med mennesker som med sine lige. Jeg hører Guds Søn kalde syndere for sine brødre.

Jeg ser, at synden er sonet. Herrens troende er – i kraft af den tilregnede retfærdighed – retfærdige, frigjorte, rene.
Således må det jo være, når Peter med sit dybe fald og de andre disciple med deres indbyrdes trætte og den sløvhed og fejhed, de lagde for dagen i Getsemane, alligevel var Jesu elskede ”brødre”.

Jeg ser, at loven ikke mere kan fordømme dem, som er i Kristus Jesus. Jeg ser, at døden – eftersom vor opstandne broder er ”en førstegrøde af de hensovede” - ikke har magt til at holde os fast.

Jeg ser, at ligesom Gud Herren i paradiset færdedes fortroligt sammen med mennesker som med sine børn, således går Jesus nu med sit forklarede himmelske legeme med de to disciple til Emmaus og – gennem lukkede døre – ind til de elleve. Og når han et øjeblik efter – brat som han kom – er forsvundet igen, vil han dermed give til kende, hvorledes han usynlig alle dage skal være os nær.

Men om de to, som gik til Emmaus og uden at vide det talte netop med ham, de havde mistet og savnede så dybt, står der, at ”deres øjne holdtes til, så de ikke kendte ham”

Således er det til de fleste tider også med os. Derfor går vi midt i den højeste herlighed med hjertet fyldt af klage og (s.104) sorg, midt i en uendelig rigdom så fattige, at vi kunne dø af bekymring. Fik Herren blot åbnet vore øjne, skulle vi se, hvorledes løfterne fra paradiset og fremover alle er opfyldt: syndefaldet er atter gjort godt, vort tabte barnekår og himmelen er vundet os tilbage.

Lad os lidt nærmere gå ind på de førnævnte punkter af påskemorgenens historie.

Engle er de første, vi møder ved Jesu grav. ”To mænd i strålende klædebon” giver kvinderne underretning om, hvad der er sket. ”Frygt ikke!” lyder det, ”jeg ved, at det er Jesus, den korsfæstede, I søger efter. Han er ikke her; thi han er opstanden, som han har sagt”

Himmelske engle bragte som de første bud om Jesu fuldbragte soningsværk – ligesom de også var de første, der bragte bud om hans fødsel. Ikke blot bliver de set, man hører dem også at tale. Skillemuren mellem de salge engle og de syndige mennesker er borte. Engle omgås på menneskelig vis med mennesker, for at disse engang må på engles vis kunne omgås med engle. Det, som Gud i begyndelsen havde sammenføjet, men Satan ved syndefaldet skilte ad, og som siden på begge sider har stundet mod forening igen, er atter trådt ind i sit oprindelige forhold. De adskilte parter: engle og mennesker, mødes ved Jesu grav.

Hvor skønt er det ikke at se den ydmyge villighed, hvormed engelene tjener de faldne mennesker, som er kaldet til at arve den evige salighed. Jesus taler om den glæde, der når en synder omvender sig, bliver hos Guds engle. Hvem kan da fatte disse himmelske væseners fryd på en dag, hvor de har det fuldbragte frelsesværk at bringe mennesker bud om.
Jesus er opstået, døden besejret, opslugt af livet. Synden er sonet, loven er opfyldt, forbandelsen hævet, retfærdigheden sket fyldest, og Gud er tilfreds. Intet under, om englene fryder sig og jubler ved tanken herpå. (s.105)

Og hvem andre end englene skulle have bragt mennesker bud om det store, der var sket? Der gives ikke inden for skabningens kreds mere villige og glade budbærere end dem, ej heller nogen mere troværdige. På englene passer profeten Esajas´ord: ”Hvor liflige er på bjergene glædesbudets fodtrin, han som udråber Zion: Din Gud har vist, han er konge” En gang, når legeme og sjæl er blevet løst fra alt det, der binder og hæmmer dem her, skal vi bedre blive kendt med og prise vor Gud for himmelens engle omkring os.

Når apostelen skriver til den endnu på jorden stridende meninghed, siger han ikke desto mindre: ”I er kommet - til det himmelske Jerusalem, og til den højtidsskare af engle i tusindtal” Hebr. 12,22. Da må vi vel sige, at himmelen atter er forenet med jorden, syndefadet oprettet og paradiset genåbnet.

Det andet – og mest mærkværdige – vi hører ved Jesu grav, er det, at han kalder sine disciple ”brødre”. Maria Magdalene står ved graven og græder. Jesus åbenbarer sig for hende og siger: ”Gå til mine brødre og sig til dem: Jeg farer op til min fader og jeres Fader, til min Gud og jeres Gud” Johs. 20,17
Dette var de første ord, den opstandne frelser talte, efter at frelsesværket var fuldbyrdet. Og vi mærker, hvor meget det er ham om at gøre ret at fæste deres opmærksomhed ved ordet brødre, idet han med en ejendommelig vidtløftighed føjer til: ” - min Fader og jeres Fader, min Gud og jeres Gud.”

Før sin død og opstandelse havde Jesus aldrig direkte kaldt sine disciple for brødre. Han havde kaldt dem sine venner og vist dem al mulig kærlighed. Han havde også en gang, men med mere alment sigte, erklæret, at den, som gjorde Guds vilje, var hans broder og søster og moder. Men det er først nu, da soningsværket er fuldbragt, og menneskene således er (s.106) indsat igen i det barnekår hos Gud, de oprindelig havde – det er først nu, han begynder at benævne dem brødre.

At den førnævnte hilsen til disciplene varde første ord, Jesus efter sin opstandelse talte, får tillige en ganske særlig betydning, når vi betænker, at det netop var dette – genoprettelsen af vort barnekår hos Gud – der var målet med Kristi forsoning. Alt, hvad der ellers blev virket ved denne: at synden blev sonet, lovens forbandelse ophævet, evig retfærdighed hidført, er hver for sig kun at betragte som detaljer af dette storværk som helhed. Mennesket var fra begyndelsen skabt til at være Guds barn og arving. Og da barnekår og barneret ved syndefadet gik tabt, skulle ”kvindens sæd” vinde det tabte tilbage igen.

Til vort barnekår hos Gud er knyttet al himmelens salighed, thi ”når vi er børn, er vi også arvinger” Det var således genoprettelsen heraf, der var summen af alt, hvad Kristus som vor anden Adam skulle udrette for os. Og nu kommer han selv, Herren fra himmelen, Guds evige søn, og siger om sine svage og skrøbelige disciple: mine brødre – mine – brødre – min Fader og jeres Fader! Det gærde, som skilte, er borte. Gud og mennesker er atter forenet. Det, vi havde mistet: vort barnekår hos Gud, er vundet os tilbage. Guds søn er, som Paulus siger det, blevet ”den førstefødte blandt mange brødre” Her er en fylde og en højhed, som sprænger enhver menneskelig tanke og evne. Gaven er for stor, vore hjerter for snævre til at rumme den.

Fra dyb til dyb i Guds evige råd
serafer ej skuer en underfuld dåd
mer herlig end menneskets frelse.

Ja, det var disciplene – vil måske nu nogen sige – Jesu nærmeste og mest trofaste venner, som i tre år havde fulgt (s.107) ham, og som var fromme og hellige. Det var dem, han kaldte brødre – hvad angår det os?

Som svar herpå blot dette:
Har du endnu ikke forstået, at dette broderforhold til Jesus er et og det samme som vort barneforhold til Gud? Har du aldrig for alvor været med i eller blot rigtig tænkt over, hvad du måske de tusinde gange har sagt til Gud: Vor Fader, du som er i himlene!

For fornuft og følelse er det en ganske urimelig tanke, at vi arme syndere skulle få del i den nåde og ære, det er at være Kristi brødre. Men hvad siger Skriften? Hvad siger Jesus selv?

Sit og disciplenes indbyrdes forhold sidestiller Jesus med forholdet ham og Faderen imellem.
”Jeg i dem og de i mig - - ligesom du, Fader, i mig, og jeg i dig” Gjaldt dette da disciplene alene? Nej - ”ikke alene for disse beder jeg, men også for dem, som ved deres ord kommer til tro på mig”
Det skulle gælde for alle tider og slægter.
Det er alt for urimeligt stort, det er sandt, men – kendte vel Jesus til personanseelse? Ikke engang hans egen moder blev indrømmet noget fortrin for andre (Luk. 8,19-21 og Luk. 11,27-28) Alt, hvad menneske hedder, var lige for ham.
Det er mennesket der har værd for hans øjne, ikke bestemte personer. Blot med den forskel, at de troende ligger ved hans bryst, er hans lyst og hans glæde, mens de vantro er sørgebørn, fjernt fra hans favn.

En omstændighed er der, som i særlig grad gør den broderhilsen bemærkelsesværdig, disciplene fik. De modtog den netop på et tidspunkt, hvor de mere end nogen sinde før i deres liv havde forsyndet sig.

Skærtorsdag aften var sidste gang, de havde været sammen med Jesus. De havde nydt den hellige nadver sammen, og Jesus havde talt de kærligste og ømmeste afskedsord til dem.
Umiddelbart efter fornægtede Peter af menneskefrygt sin herre og frelser, ja bekræftede endog – forfærdelige tanke (s.108) – sine ord med en ed. Tidligere på aftenen havde han sammen med de andre disciple haft en ordstrid om, hvem der skulle regnes for den største iblandt dem. Da Jesus i dødsangst svedte blod, var de ikke i stand til at våge blot en time med ham. Og da han blev grebet og ført bort, tog de flugten. Alt sammen så alvorlige forsyndelser og fald, at man undres, de ikke helt gik til grunde af sorg. Og ikke et eneste ord havde de haft lejlighed til at veksle med Jesus før han nu søndag morgen sender dem denne forunderlige broderhilsen. Der gives ikke ord stærke nok til at tolke, hvad disciplene da må have følt. Og der ligger i denne hilsen ydermere det herligste bevis for, hvad Kristus ved sin soningsdød har udrettet for dem.

Her ser vi nu igen frugten af Kristi død og opstandelse. Så helt er syndens fordømmende magt blevet brudt, så helt er lovens dom og forbandelse hævet, at disciplenes synder og fald ikke så meget som et øjeblik har rokket deres nådestand. Vi ser nu, hvad det vil sige, at Jesus blev ”givet hen for vore overtrædelsers skyld og opvakt for vor retfærdiggørelses skyld” Og ligeledes, hvad der indirekte ligger i dette: ”Hvis Kristus ikke er opstået, så r I endnu stadig i jeres synder” Paulus og de andre apostle har åbenbart været forvissede om, at de ikke længere var i deres synder, og det, fordi Kristus var død og opstået for dem. Vi lever for Kristi skyld i et nåderige, hvor synden aldrig, så længe vi bliver i ham, skal tilregnes os. Vel skal vi tugtes og straffes, vor synd skal hjemsøges med ris, vor brøde med hårde slag, men nåden selve nåden og vort barnekår i himmelen står lige urokket fast, så længe vi i Kristus søger både vor retfærdighed og vor helliggørelse.

Alt dette ved vi så godt. Vi ved, at summen af Guds evangelium er, at Jesu, Guds Søns blod renser os fra alle vore synder, og at dette er troværdig tale, fuld modtagelse værd. (s.109)
Men når dette virkelig gælder, er vi med det samme lige ulærde alle på dette punkt. Det kan gå med at tro det, så længe blot vor kristendom lykkes så nogenlunde for os. Eller når vi sidder andægtigt og lytter til påskens evangelium. Men tænk, hvis det gik med os, som det gik med disciplene her! Tænk, om vi af menneskefrygt fornægtede vor Herre! Tænk om vi på vejen fra Herrens bord førte ordstrid med hverandre om, hvem der skulle regnes for den største! Hvordan skulle vi da kunne tro? Vi måtte forfærdes og bæve, lige til vort inderste væsen – såfremt vi da ikke var hildet i en indbildt tro af den slags, som Djævelen gør alt for at støtte og styrke. Og alligevel ser vi, at Kristi blod, også om det værste skulle ske os, gælder mere end synden. Derfor bør det os, midt i forskrækkelsen, dog aldrig at vige fra troens grund, men stædigt blive ved med at tro på en nåde, der rigeligt opvejer al vor synd.

Vi får i sådanne tider at erfare, at med alt det evangelium, vi rummer i vor hjerne, har vi knap nok så meget som et sennepsfrø af tro i vort hjerte. Vor tro er af den art, at vi med munden bekender, at vi er store syndere og i Kristi blod har al vor retfærdighed, mens vi samtidig i hjertet vil eje bevidstheden om at være ganske gode og fromme kristne. Kommer vi ud for hårdnakkede fristelser eller falder i åbenbar synd, har Kristi blod ikke længere gældende kraft! Både med vor retfærdighed og vor tillid og tro er det slut.

Men således burde det ikke være. At vi taber modet, ja, går ud og græder bitterligt er ganske i sin orden. Men helt at sætte sig uden for al trøst, helt at slippe ethvert håb – det er manglende erkendelse af, hvad Kristus har gjort.

Vi bør derfor lære at tænke og tale, som Luther i denne forbindelse skriver:
”Det er sandt, at jeg har syndet og er aldeles uværdig til dette broderskab med Kristus. Men hvis jeg af den grund ikke tog imod og troede det, så havde jeg til alle (s.110) mine øvrige synder også føjet den, at jeg fornægtede, hvad Jesus har gjort, og beskyldt ham for at være en løgner – hvorfra Gud mig nådig bevare! Jeg vil derfor hellere sige som så:
Jeg ved, jeg er uværdig, snarere værd at kalde Djævelens broder, end at Jesus skulle kalde mig sin. Nu har Jesus imidlertid sagt, at jeg er hans broder, lige så vel som Peter var det, eftersom han er sød lige så vel for mig som for Peter, og han var en synder lige så vel som jeg. Og Kristus kræver det af mig, at jeg uden at tvivle skal tage ham på ordet og slet ikke bryde mig om, hvor fuld af synd og uværdig jeg er. Så meget mere, som han ikke selv vil regne dermed eller tænke derop. Når således han vil betragte det som dødt og begravet, hvorfor skulle da ikke også jeg lade det være det samme og nu blot at hele mit hjerte takke og prise og elske min Herre og Gud for en så uudsigelig nåde. Skønt jeg er plaget af synd, bør jeg ikke derfor afslå hans store nåde og tilbudte broderskab. Tror jeg det ikke, så bliver det mig selv til fortræd, men derfor er det ingen løgn – fra hans side står tilbudet fast” -

Endelig ser vi også påskedags aften Jesus følges med de to bedrøvede disciple på vejen til Emmaus. Ukendt af dem giver han sig i samtale med em, genopliver atter deres vaklende tro og skænker dem endelig glæden i fuldelse mål, da det, idet han bryder brødet, bliver dem klart, hvem han er.

Her har Jesus med handlingens himmelske veltalenhed villet vise, hvorledes han også nu vil gå med os på vejen gennem livet og – i særdeleshed, når vi i vantro og mørke har forvildet os bort fra den øvrige hjord – være vor gode hyrde, som går efter det bortkomne, indtil han finder det. Vi skulle tusinde gange gå til grunde i denne farlige verden, hvis ikke hyrden selv tog sig af os, opsøgte os, når vi var kommet på vildspor, og på ny førte os tilbage til den sande Guds nåde. Vi vil umuligt kunne våge, og vandre så vågent og forsigtigt, at vi ikke (s.111) kommer ind, om ikke i synder og vildfarelser, så dog i vantroens mørke og ikke aner, hvor det er, vi er havnet.

I sådanne tider er det vejen til Emmaus, vi går på. Mørket, vi er omgivet af, er vel ikke af farligste art, når vi selv går og sukker efter lyset. Men alligevel er det sådan, at hvis Herren overlod os til os selv, var vi fortabt.

Sådan var det også med de to disciple på vejen. Men bedst som de gik der, i dybeste mørke og med sorgfulde hjerter,kom Herren selv og vandrede med dem. Ville nogen have sagt dem, det var ham, skulle de have afvist det som den største urimelighed. De troede, han var død, og fortæller ham på hans spørgsmål i dybeste alvor derom. De aner ikke, at det netop er med ham, de så smerteligt savner, de taler.

Hvor rammende illustrerer ikke dette vor stilling i mørke stunder! ”Når du føler dig aldeles død, uden tro og uden kærlighed, ja endog uden nogen længsel derefter,” siger Luther, ”da ser Herren dig dybere ind i hjertet og finder, at det dog ikke skulle være dig imod, om dit hjerte brændte i dig af kærlighed og tro.” Og der, hvor det netop er savnet af troen, af kærligheden, af Kristus, der er din dybeste sorg, der er hverken tro eller kærlighed døde, der er Kristus dig ganske nær, han går ved din side på vejen. Men først senere – når han har udlagt os skrifterne, han givet sig til kende, og vore hjerter er blevet brændende i os – forstår vi, at helt ligegyldige for ham var vi dog ikke.

Men lovet være Herren! Den gode hyrde vil ikke blot opsøge og trøste de oprigtige, som når de er i mørke, tror, han for stedse er tabt. Han vil også opsøge og hjælpe de virkelig vildfarne. Hvordan derfor din stilling er, så er han din eneste hjælper. Kan vi ikke med sikkerhed selv bedømme vor tilstand, så er han den, der ”ransager hjerter og prøver nyrer” Lovet være Herren, at han ikke har forlangt, vi skulle gøre det selv! Hvordan skulle jeg turde vove at gøre min sjæls (s.112) evige velfærd afhængig af en prøve, jeg selv skulle foretage. Men beder jeg, mistænksom mod mig selv, Davids bøn: ”Ransag mig m Gud og kend mit hjerte, prøv mig og kend mine tanker” så ved jeg lige så vist, som at Gud er trofast og sanddru, at han umuligt kan lade mig, mig selv uafvidende, blive på smertens vej.

Gud er tillige den, der virker i os ”både at ville og at virke, for hans gode vilje kan ske”. ”Jeg, jeg alene er Herren, uden mig er der ingen frelser, ” siger han selv. ”Skilt fra mig kan I slet intet gøre!”

Hvorfor bliver da ikke alle mennesker frelst? Hvorfor virker ikke Gud hos alle at ”ville og virke”?

”De raske har ikke brug for læge, men de syge” Se en gang på de to, der gik til Emmaus! De gik der med sorgfulde hjerter og talte om ham. Hos sådanne er det, hans gerning sker. Ingen, der vandrer i mørket, men dog fortsat bruger Guds ord – og i særdeleshed, hvis man kan dele sin nød og sin trang med en ven – skal nogen sinde blive til skamme.

Før eller senere – når brødet brydes eller ordet bliver talt – skal han altid kende sin frelser igen og hjerter bliver brændende i ham. En sådan broder og hyrde er det, vi har.


Læs mere om PÅSKEN "Lad os holde påske" Her

Læs mere om PÅSKEN "Spisningen af påskelammet" Her


Gengivet med tilladelse © LogosMedia

RoseniusNet.dk
 7. Marts 2005