Højtiderne - De dødes opstandelse og det evige liv.
(s.115)
Gennemgang af 1. Kor. 15.
Når Paulus skrev så udførligt og brugte så stærke ord om dette emne, som tilfældet er, så var årsagen den, at der var nogle af de kristne i Korint, der var kommet på vildspor og førte falsk lære på dette punkt, idet de fornægtede talen om de dødes opstandelse. De synes ikke engang at have haft nogen forestilling om sjælens fortsatte liv og eksistens uafhængigt af legemet, thi med al sin udførlighed rører Paulus dog ikke ved denne tanke. I lighed med saddukæerne har de åbenbart ment, at der overhovedet ikke fandtes noget liv efter dette (Matt. 22,23).
Det drejede sig imidlertid her i Korint om kristne, som ikke kan tænkes at direkte ville forkaste Guds ord. Formodentlig har de – lige som Hymenæus og Filetus (2. Tim. 2,18) – taget ordet om opstandelsen i billedlig betydning og forklaret den som fuldbyrdet dermed, at mennesket i tro står op af sin åndelige død. At vore dødelige legemer, som bliver gemt under jorden og selv bliver til jord, skal opstå igen, det var for deres fornuft en ganske urimelig tanke. ”Hvordan står de døde op?” spurgte de ironisk. ”Hvad slags legeme kommer de med?”
Ud fra dette syn må de uundgåeligt have draget den slutning, at mennesket, skønt skabt i Guds billed og forløst med Guds Søns blod, dog intet højere mål havde at stile imod end hvilken som helst anden skabning, der lever på jorden en kort tid og så bliver til intet.
Til samme resultat kan mennesker komme endnu, når de (s.116) ræsonnerer som så, at hvad der er uantageligt for fornuften, også må være umuligt for Gud. Ligeledes er mange ved at følge deres fornuft kommet dertil, at de i virkeligheden ikke tror på en legemets opstandelse, men lader sig nøje med samme fattige tro, som også hedningerne ud fra et indre vidnesbyrd har: at sjælen vel fortsat skal leve – i en form for liv, man kun gør sig tågede forestillinger om – men legemet aldrig bliver til andet end jord.
Nu kunne vel Gud med lethed have givet sjælen alene, uafhængig af legemet, at opleve saligheden, hvis dette havde været hans tanke og vilje. En sådan tanke har blot det imod sig, at Gud udtrykkeligt har sagt, at han vil give os legemer igen, ikke af jordisk art, som dem, vi er til huse i her, men himmelske, herlige, forklarede legemer, i lighed med, hvad Kristi legeme efter hans opstandelse var. Og alligevel sådan, at vort nye, forklarede legeme skal have sit frø i det samme skrøbelige legeme, som blev nedlagt i jorden, og i denne henseende være det samme, som vi her i verden har båret.
Det er langtfra det samme, om vi tror blot på legemets opstandelse. Rent bortset fra, at vi i første tilfælde gør Jesus selv til en løgner – han har sagt, at ”alle de, som er i gravene, skal høre hans røst,” og at han vil ”oprejse os på den yderste dag” - er der en dybere sammenhæng i dette, at Gud vil oprejse også vort legeme:
Mennesket skulle ved Kristus helt ud føres tilbage til den tilstand, hvori det fra begyndelsen var skabt. Men mennesket består af både legeme og sjæl. Begge dele kom i syndefaldet ind under fordærvelsen og døden, og begge dele, både legeme og sjæl, er ved Kristus blevet løskøbt derfra.
Jesus selv fremtrådte efter sin død og opstandelse ikke som et åndevæsen, han stod op med et virkeligt – om end et forklaret – menneskelegeme. Med dette forklarede legeme, (s.117) som for øvrigt var det samme, han før havde båret, fór han også til himmels og skal derfra på samme måde komme igen. Dette sit menneskelegeme skal således i evighed beholde.
Nu siger Paulus her, netop med henblik på vore nye legemer: ”Ligesom vi har båret den jordiskes (Adams) billede, således skal vi også bære den himmelskes (Kristi) billede” 1. Kor. 15,49. Her har vi grunden til, at vi også i evigheden skal fremtræde i et fuldstændigt menneskes skikkelse – både med legeme og sjæl.
Det er derfor heller ikke ligegyldigt, hvordan vi her i tiden handler med vort legeme. Er du en kristen, så er dit legeme Helligåndens tempel. Og måtte dog, siger Paulus, fredens Gud ”hellige os fuldt og helt,” at ”ånd og sjæl og legeme må bevares helt og holdent og uden dadel ved vor Herre Jesu Kristi komme.” Nægter man, at også vort legeme skal indgå i et evigt liv, giver det rum for et så luftigt begreb om helliggørelse, at det let kan ende med en forestilling om, at legemet frit kan forblive under visse synders herskende magt. Vort hele menneske må helliges: legeme, sjæl og ånd.
Men kødet derimod, som strider mod Ånden og er umuligt at hellige, menes selve den adamitiske fordærvelse, som har sit sæde både i legeme og sjæl.
Når apostelen vil rive de kristne i Korint ud af den vildfarelse, at dødes opstandelse overhovedet ikke fandt sted, minder han dem til indledning om det evangelium, som er blevet dem forkyndt, hvilket de også har modtaget: at Kristus døde for vore synder efter skrifterne, blev begravet, er opstået på den tredje dag, efter skrifterne, er blevet set, først af apostelene, siden af over 500 brødre på en gang, hvoraf de fleste endnu var i live. 1. Kor. 15,1-11 (v.6). Paulus vil dermed fra første begyndelse løfte hele spørgsmålet op i et højere plan: sætte fornuften til side og vise dem direkte til ordet. Hellige trosartikler skal troen ikke tillade fornuften at mestre. Den (s.118) skal holde sig til ordet alene. Ellers vil vi inden længe miste alt virkeligt lys og til sidst ikke tro andet, end hvad vi kan tage og føle på eller se med vore øjne.
At. f.eks. alle mennesker på en dag igen skal blive levende, at legeme og sjæl igen skal forenes, det kan så sandelig ikke fornuften begribe. Nu har verden bestået i så mange år, mennesker dør, lægges i graven og bliver til støv – og ikke en eneste er endnu kommet tilbage derfra! Der er mennesker, hvis legeme er blevet brændt til aske og asken spredt for alle vinde, andre er druknet og deres legeme fortæret af havdyr. Når nu fornuften vil til at udgrunde, hvordan dog Gid kan have rede på alle disse og på en dag gøre nye legemer af dem, da bliver der af den hele trosartikel intet tilbage.
Enhver, som ikke på denne måde vil fanges i Djævelens snare, må derfor lære at holde sig til ordets og – over for alle fornuftens og følelsens indvendinger – regne alene med Guds evige sandhed og magt. Himmelen og jorden skal forgå, men hans ord skal ingenlunde forgå. Du skal betænke, siger Luther, at ”dette hedder en tros-artikel, og ikke en forstands-artikel”.
Gud har talt – derpå skal det hele bero. Thi enten det gælder troen på, at jeg er en kristen, et saligt Guds barn, år jeg dog i min samvittighed føler synden, eller troen på, at jeg skal leve evigt i et nyt, herligt og forklaret legeme, når jeg dog skal lægges i jorden, smuldre hen og blive til støv, så kræves der i begge tilfælde et guddommeligt tilsagn og en guddommelig vished. En vished, som ikke er afhængig af, hvad jeg føler og ser, men som hæver sig op over alt dette, op til ham, som har talt, og som over al måde formår at gøre lagt ud over det, som vi beder ham om eller forstår.
Der synes heller ikke at være større sandsynlighed for, at Jesus, da han lå i sin grav efter at have været død en så ynkelig død, skulle opstå igen. At han nu skulle vise sig som herre (s.119) over død og grav var mere, end hans disciple var i stand til at tro. Men eftersom han, der ”afmærker med fingerspand himlen” , havde sagt det, så måtte det alligevel ske. På samme måde må også vor opstandelse, hvor urimelig, ja umulig den for fornuften synes at være, en dag blive til virkelighed.
Så stor betydning havde det altså, at apostelen førte sine læsere ind på ordets grund. Hvad han videre havde til hensigt, når han minder dem om, hvorledes Kristus var blevet forkyndt og troet blandt dem: som død for vore synder, efter skrifterne, og opstået igen, efter skrifterne, vil vi finde, når vi nu går over til at betragte den anvendelse, han i det følgende gør deraf.
Han siger i 1.Kor. 15,12-13:
”Men når der om Kristus prædikes, at han er opstået fra de døde, hvorledes kan da nogle iblandt jer sige, at dødes opstandelse ikke finder sted? Hvis der ikke er nogen opstandelse af døde, så er heller ikke Kristus opstået.”
Men kan da dette betragtes som et fuldgyldigt bevis? Turde nogen måske spørge. Man kunne for det første drage selve bevisgrunden i tvivl og sige: Jeg er heller ikke overbevist om Kristi opstandelse. Og for det andet: Om også Kristus virkelig er opstået, hvorledes beviser da det, at også alle mennesker skal opstå? Man kan dog ikke ud fra forhold, der gælder en enkelt, drage slutninger, der er gældende for alle!
Hvad den første indvending angår, skal vi huske på, at Paulus her taler til mennesker, for hvem Kristi opstandelse var noget, det aldrig faldt dem ind at betvivle. Dertil havde de alt for mange sikre beviser. Der levede endnu øjenvidner til begivenheden, hos hvem de kunne få den bekræftet. Men så mærkeligt forblindede var de blevet, at de ikke var i stand til at drage den ganske naturlige følgeslutning deraf, nemlig, at også vi skal opstå.
Apostelens bevis gælder endnu i dag kun for mennesker, der i forvejen tror Skriftens hovedlære om Kristus og hans (s.120) opstandelse. Er nogen iblandt os så blind, at han ikke i selve den omstændighed, er Kristus forkyndes efter sin død – og det, så skønt pinsler og død var den eneste løn, hans vidner fik – kan se tilstrækkeligt bevist, at disse vidner virkelig havde set deres herre opstanden, han finder ikke her noget fuldgyldigt bevis for de dødes opstandelse. For så vidt er det også ligegyldigt, om han tror det eller ej. Han er i alle tilfælde ved sin vantro lige fjernt fra Guds rige.
Hvad dernæst angår spørgsmålet om, hvorledes Kristi opstandelse kan tages som bevis for, at også vi skal opstå, kan vi blot mærke os de i det følgende nævnte omstændigheder. Vi vil da være overbevist om, at dette er en fuldstændig følgerigtig slutning af drage.
Idet vi begynder fra neden, vil vi i vor bevisførelse trinvis stige højere og højere.
Om også vi antager, at det kun var legemets opstandelse og ikke sjælens liv uafhængigt af legemet, korinterne fornægtede, så vil apostelen sige: Når i et tilfælde et menneskelegeme er opstået til evigt liv, så må I da heraf forstå, at selve hovedtanken: Menneskelegemers opstandelse, ikke for Gud er et fremmed begreb. Da Kristus opstod, var det ikke for atter at dø – som tilfældet var med de døde (Lasarus m.fl.), han havde kaldt til live. Kristi opstandelse var en oprejsning og forklarelse af hele hans menneskelige natur, også med hensyn til legemet. Finder dette nu overhovedet ikke sted – hvilket I jo fornægter – så har heller ikke Kristi opstandelse fundet sted. Det var jo også dér et dødt menneskelegeme, det drejede sig om.
For det andet er de dødes opstandelse uimodsigeligt bekræftet ved Kristi opstandelse af følgende grund:
Hvis ikke de døde skal opstå, må Jesus, som mere end en gang har forsikret, at han vil opvække os på den yderste dag, være en bedrager. Men hvorledes skulle en bedrager få opstandelsens (s.121) herlige besegling på den enhed med Faderen, han havde hævdet at eje? Nej, er Kristus opstået – ifølge hans egne og Skriftens ord – da er han ikke en bedrager, da er han sand Gud, og da er hans tale evig og guddommelig sandhed. Følgelig må også vi skulle opstå – han har jo sagt det.
For det tredje har Paulus villet sige til de kristne i Korint:
Alt Guds ords vidnesbyrd om Kristus, således som det af mig og de øvrige apostle blev forkyndt jer, har I troet og modtaget. Ikke blot, at han er død og opstanden, men at det var for vore synder, han døde, efter skrifterne. Men enhver, som tror dette Skriftens centrale punkt, er nødsaget til også at tro den uundgåelige følge deraf, at også vi skal stå op til evigt liv. Thi hør nu – og her kommer vi til den grund, der vejer tungest til og står lige så fast som himmel og jord: Herren Gud har så sandelige ikke givet sin søn som et blodigt offer for os blot for at vinde os visse timelige fordele, varende kun den korte tid vi skal leve her. Guds Søn har så sandelig ikke udgydt sit blod, for at vi her en kort tid skulle nyde godt deraf og så siden blive til intet. Ej heller har Herren, blot med et timeligt gode for øje, kaldt og samlet til den kristne tro hele den kristne menighed på jorden. Han har ikke født os på ny og helliget vore hjerter alene med henblik på vort legemlige liv. Hele Kristi rige på jorden, dets forkyndelse, bekræftet med martyrers blod, siger dog på og er et vidnesbyrd om, at der er et evigt liv efter dette.
Det hele hænger sammen – som led i en kæde. Paulus siger videre:
”Er Kristus ikke opstået, så er vort budskab jo tomt” dvs. mangler både grundlag og indhold - ”og jeres tro også tom” dvs. det er nytteløst alt, hvad I har troet. Og vi, Kristi apostle, ”kommer til at stå som falske vidner om Gud, fordi vi har vidnet imod Gud, at han opvakte Kristus, hvem han ikke har oprejst, såfremt døde i virkeligheden ikke opstår.”
(s.122)
Alt, hvad vi har forkyndt jer om Jesus som Guds søn og den fra verdens begyndelse lovede Messias: at han er givet som soning for vore synder, er stået op fra de døde, opfaren til himmelen og derfra skal komme for at dømme levende og døde – alt dette, som står og falder med Kristi opstandelse, er da falsk lære, og vi apostle bedragere. ”Thi,” gentager Paulus, ”hvis døde ikke opstår, så er Kristus heller ikke opstået.”
”Og hvis Kristus ikke er opstået, så er jeres tro forgæves, så er I endnu stadig i jeres synder, så er altså også de, der er hensovet i Kristus, gået fortabt.” Til så forfærdende slutninger må man uvægerlig komme, hvis man nægter de dødes og dermed også Kristi opstandelse.
Vi kan ikke lade være med i forbigående også at gøre opmærksom på, hvad der indirekte ligger i apostelens ord, når han siger: ”Hvis Kristus ikke er opstået, så er I endnu i jeres synder.” Det må jo betyde, at er Kristus virkelig opstået, så er vi ikke mere i vore synder. Dette burde vi, i lighed med apostelene, til Kristi ære regne med som en afgjort sag, ligegyldigt om synden så raser i verden omkring os og i vort eget kød, og vi ingen følelse har af Guds nåde, intet får ud af hverken at bede eller høre Guds ord.
”Har vi alene i dette liv sat vort håb til Kristus, er vi de ynkværdigste af alle mennesker.” 1.Kor. 15,19.
Der findes – inden for de kristne rækker – to slags mennesker, som næppe vil være enige med apostelen heri.
For det første dem, som aldrig er gået ind ad den snævre port, aldrig har oplevet hverken syndens fordømmelse eller lykken ved at eje den fulde forløsning i Kristus, men blot på et mere forstandsmæssigt grundlag har valgt at være med på de kristnes vej. Gudsfrygten er jo ”nyttig til alt og har forjættelse både for det liv, som nu er, og for det, som kommer”.
Disse kan ikke forstå apostelens pessimistiske syn på livet her. (s.123) De finder tværtimod vejen til himmelen festlig og let. Når blot man er vis og forsigtig og sørger for ikke at støde nogen, er ikke engang verden uvenlig stemt. Og hvad det indre liv eller vækst i helliggørelse angår, gælder det blot, at man rigtig får syn for den evangeliske frihed og ikke tager det så strengt, som visse enfoldige mennesker gør, der med en lovbunden og sygelig øm samvittighed mere end godt er ser på sig selv.
I en så tiltalende dragt klæder hyppigt en overfladisk og selvgjort kristendom sig. Ikke mindst i en tid som vores, hvor gudsfrygt og kristendom er begyndt at vinde indgang og anseelse i alle folkets forskellige klasser.
Ville dog disse mennesker prøve sig selv – og give agt på Guds ord! Da skulle de snart få at se, at deres hjerte i det skjulte har sin første og fornemste glæde i jordiske ting – samt, at den sande bod, det sande troens liv og freden i Kristus er de fuldstændig fremmede for.
Som forholdet er, kan de imidlertid ikke give Paulus ret, når han siger, at vi, hvis vi alene i dette liv har sat vort håb til Kristus, er de ynkværdigste af alle mennesker. Vil de være sandheden tro, må det tværtimod lyde: Vejen, vi vandrer, er let, vi kender ikke til at lide for vor kristendoms skyld!
For det andet er der også virkelig levende og lykkelige Guds børn, som heller ikke kan med den pessimistiske tone i dette vers. Guds rige består jo i ”retfærdighed, fred og glæde i Helligånden,” siger de. Dette er også vor salige erfaring. Vi ejer en sådan lykke og fred, at alt, hvad vi nød af glæde i verden, i sammenligning hermed må kaldes jammer og sorg. Herre, har jeg blot dig, da attrår jeg intet på jorden! Ej heller behøver jeg trøsten af den kommende herlighed, jeg har nok i min Gud og hans venskab.
Hvem kan vel nægte, at dette er ægte kristeligt talt? Men (s.124) hvordan skal apostelens klagende tone i dette vers da forstås? Modsiger Skriften sig selv?
Forskellig erfaring og forskelligt syn med hensyn til dette skriver sig blot fra forskellige stadier på samme vej og forskellige alderstrin, åndelig talt. ”Mon I kan få brudesvendene til at faste, så længe brudgommen er hos dem?” siger Jesus. ”Men der skal komme dage, da brudgommen bliver taget fra dem, da skal de faste.”
Lykkelige barnealder! Lykkelige bryllupstid, hvor brudgommen smiler os i møde og gør os et gæstebud af ”fede, marvfulde retter og stærk og klaret vin”. Da er det hele idel herlighed, da er man ikke svag, men stærk, og langtfra enig med Paulus i, at vi skulle være de ynkværdigste af alle mennesker. Men dage vil komme, hvor brudgommen skuler sit ansigt for os, og hvor i lange tider den følbare glæde og fred og åndelige kraft tages fra os, mens fristelser og anfægtelser, også ofte sorger og modgang, samt mere end almindelig modstand og forfølgelse fra verdens side gør os livet bittert og tungt. Da begynder vi at forstå og sætte pris på apostelens ord: ”Har vi alene i dette liv sat vort håb til Kristus, er vi de ynkværdigste af alle mennesker.”
Hermed er ikke udelukket, at Paulus med disse ord særskilt kan have sigtet til apostelene og de første kristne i de hårde førfølgelsestider, de dengang måtte gennemleve. Der ligger i hans egne ord en antydning af det, når han i 1. Kor. 15,30-32 siger: ”Hvorfor udsætter vi os selv for fare hver time (hvis ikke vi var visse på opstandelsen). Hvis det var med et blot menneskeligt håb, jeg i Efesus kæmpede med vilde dyr, hvad gavn havde jeg så deraf? Hvis døde ikke opvækkes, så ”lad os æde og drikke, for i morgen skal vi dø”.
At det er Kristi vidner især, der fremfor alle andre må lide, vil til enhver tid være lige naturligt og lige sandt. Disse må (s.125) fremfor andre – med henblik på deres særlige gerning – lutres og renses.
Men alt dette tunge og bitre, som Guds kæreste børn må igennem, bør kun være os et desto sikrere tegn på, at til os har Gud noget andet end jordisk lykke i gemme. Det ville da også – under hensyn til hans fuldkomne væsen – være umuligt andet. Når han blandt mængden af sine fjender og foragtere på jorden også har et folk, som elsker ham og trolig står det onde imod for at kunne tjene og ophøje ham, hvordan skulle han da lade disse sine venner blive så skammeligt bedragne: først her i tiden være de ynkværdigste af alle mennesker og siden i evigheden blive til intet? Så ville det unægtelig lønne sig bedre at lade Gud være Gud og frit lade lysterne råde! Men så kraftigt er dette bevis, at selv vantro mennesker deraf har skønnet, at der må komme en tid, hvor lønnen skal blive sådan, at den stemmer overens med den guddommelige trofasthed, visdom og sandhed.
Det egentlige bevis, apostelen hentyder til, ligger imidlertid deri, at Kristi første vidner, hvor meget de end måtte lide for deres vidnesbyrds skyld, alligevel fortsatte med det. Var apostelene ikke blevet forfulgt, men havde haft nogen timelig vinding af deres virksomhed, ville jeg aldrig have været helt tryg for pålideligheden af det budskab, de bragte. Muhammed satte sine tilhængere sværdet i hånd, og me det tilkæmpede de sig jordiske fordele. Kristi vidner fik som våben evangeliet om en korsfæstet Mester og som løn her i livet foragt og pinsler og død. Da må de også have ejet en guddommelig kraft og en guddommelig vished om et liv efter dette.
Men er således ordet om opstandelsen en vel bekræftet, guddommelig sandhed, da er vi ikke de ynkværdigste, men tværtimod de lykkeligste af alle mennesker. Fryd dig, du troende kristen! Har vi sat vor håbtil evighedens herlighed, (s.126) er vi under alle forhold og til alle tider de lykkeligste skabninger på jorden.
”Men nu er Kristus opstået fra de døde, som en førstegrøde af de hensovede.” 1.Kor. 15,20.
Talen om ”førstegrøden” her har sit forbillede i Herrens forordning til Israel om at frembære førstegrødeneget af deres høst til helligdommen, hvor præsten så skulle ”udføre svingningen med det for Herrens åsyn”. Dette neg blev således et pant på den kommende høst. På denne baggrund er det, at Kristus kaldes ”en førstegrøde af de hensovede”. Han var den første, der opstod for aldrig mere at dø, og i hans opstandelse ligger pantet på de retfærdiges opstandelse. Ejendommeligt nok fandt også Kristi opstandelse sted på samme dag, som førstegrøden blev frembåret for Herren – dagen efter den store sabbat, hvormed påskehøjtiden begyndte. Sandelig – det er ikke blot apostlene, men Herren selv, der i førstegrødeneget som pant på den kommende høst har givet os et billede af Jesu Kristi opstandelse som pantet på vor.
”Thi ligesom døden er kommet ved et menneske, er også de dødes opstandelse kommet ved et menneske. Thi ligesom alle dør i Adam, således skal også alle levendegøres i Kristus.” (v.21-22)
Kristus skulle i enhver hensende genoprette, hvad vi i Adam havde mistet. Det var imidlertid ikke synden og fordømmelsen alene, der ved Adam kom over alle mennesker, men også døden i dens samtlige betydninger, altså også den legemlige død. Derfor skulle Kristus genoprette også vort legeme. Vi skulle ved ham få igen hele vor menneskelige personlighed, som den før syndefaldet var, og hvortil også hørte et skønt og udødeligt legeme.
”Men hver i sit hold: som førstegrøde Kristus, dernæst ved Kristi komme de, som hører ham til, derpå kommer enden, når han overgiver riget til Gud og Faderen, efter at han har tilintetgjort al magt og al myndighed og kraft.” 1.Kor. 15,23-24.
(s.127)
Ordene her kunne tyde på, at de retfærdige skal opstå for sig og de onde for sig – eller at de retfærdige skal opstå umiddelbart ved Kristi komme, ikke blot før de på den tid levende mennesker er blevet forvandlet, men også før de onde bliver opvakt. Således har da også Paulus mere udførligt beskrevet det i 1. Tess. 4,14-17.
Med ”riget”, som Kristus skal overgive Faderen, tænkes der her på det, han som menneske og mellemmand har haft her på jorden. Hans embede som vor ypperstepræst, vor profet og vor konge.
”Thi han bør være konge, ”indtil han får lagt alle fjender under sine fødder”. Den sidste fjende, der tilintetgøres, er døden.”
Døden kaldes den sidste fjende, fordi den sidst af alle udøver sin magt og sidst af alle bliver gjort til intet i opstandelsen. Men når der nu ikke mere behøves nogen profet til at lære, nogen ypperstepræst til med sit offer at skabe forligelse eller nogen konge til at forløse, beskytte og styre, skal Faderen overtage herredømmet - ”at Gud kan være alt i alle”, det umiddelbare formål for alles tilbedelse og tjeneste. Embedet som mellemmand, der krævede et menneske, er ophørt. Vi kan nu frit nærme os og opnå kontakt med selve guddommen.
Efter at Paulus således ud fra Kristi opstandelse og hele sigtet med Kristi forsoning har bevist, at vi skal opstå, og tillige har givet os en forståelse af den orden, hvori disse sidste store verdensbegivenheder vil ske, går han nu også til med en vis strenghed at irettesætte og skælde sine læsere ud, fordi de kunne stille sig tvivlende til en så vigtig trosartikel, skønt de i øvrigt troede på Kristus, ”Til skam for jer siger jeg det” - i disse ord munder hans bebrejdelse ud.
”Hvad vil ellers de opnå, der lader sig døbe for de døde?” (s.128) spørger han. ”Hvis døde ikke opstår, hvorfor lader de sig så døbe for dem?” 1. Kor. 15,29.
Paulus´s tankegang her er denne: I vil være kristne, men nægter de dødes opstandelse – og det, skønt der netop blandt kristne er en sædvane rådende, som i særlig grad synes at bevidne troen på de dødes opstandelse.
Hvordan det at ”lade sig døbe for de døde” (eller: over de døde- gl. svensk oversættelse.) skal forklares, lader sig ikke med sikkerhed sige. Luther m. fl. Har ment, at man – i den hensigt at styrke andres tro på de dødes opstandelse – lod sig døbe på afdøde kristnes eller martyrers grave for derved dels at bevidne sin faste overbevisning om, at de døde, som her lå begravet, skulle opstå igen, og dels give til kende, at man selv ønskede at blive døbt til den samme tro, som var deres i liv og død.
Andre har ment, at apostelen sigter til dette, at har nogle af de kristne måttet lade deres liv for deres tro, så har nyomvendte, grebet af martyrernes trosfrimodighed i døden, begæret at blive døbt i deres sted for ligesom at fylde de bortgangnes plads. De bevidnede således deres faste tro på opstandelsens virkelighed, idet de regnede martyrerne for at være så lykkelige i deres død for Kristi skyld, at de selv ville træde i deres sted.
Sikkert er det i hvert fald, at de, som således ”lod sig døbe for de døde”, med denne dåb indviede sig til at liv, hvor de her på jorden kun havde lidelser og død at se frem til. Hvad vil de derfor opnå med dette, spørger Paulus, hvis døde ikke opstår. ”Og hvorfor udsætter vi os selv for fare hver time?” fortsætter han. ”Dag efter dag dør jeg – så sandt jeg i Jesus Kristus, vor Herre, kan rose mig af jer, mine brødre. Hvis det var med et blot menneskeligt håb, jeg i Efesus kæmpede med vilde dyr (Ap.g 19,23f). hvad gavn havde jeg så deraf?” Hvorfor skulle jeg udsætte mig for dette, hvis jeg (s.129) ikke havde en evig løn i vente? Hvis døde ikke opvækkes, hvorfor da ikke hellere med Epikuræerne* sige: ”Lad os æde og drikke, thi i morgen skal vi dø.”
(*Epikuræerne – ser livets formål i nydelsen.)
”Lad jer ikke lede vild! Slet omgang fordærver gode sæder” (v.33) ”Bliv ædru, som ret er, og synd ikke, der er jo nogle, som ganske mangler kendskab til Gud, til skam for jer siger jeg det.” (v.34) Med disse formaninger afslutter Paulus den tankerække, han hidtil har bevæget sig i, og går over til at tale om den store forvandling, der i opstandelsen sker.
”Men,” vil en sige, ”hvordan står de døde op? Hvad slags legeme kommer de med?” 1.Kor. 15,35.
På denne tænkte indvinding fra korinterne svarer nu Paulus i sejrsglad trosvidhed med atpege på et så slående modbillede til opstandelsen, at han ligesom ikke kan lade være at kalde dem dårer, når de ikke selv har kunnet se, hvad Gud gennem dette modbillede, som dog står enhver af den klart for øje, har villet lære os. Han siger:
”Du dåre! Det, du sår, får jo ikke liv, hvis det ikke dør. Og hvad du end sår – du sår ikke den plante, der senere kommer op, men et nøgent korn, enten det nu er af hvede eller anden art. Men Gud giver det et legeme efter sin vilje og hver sædart sit særlige legeme.” 1. Kor. 15,36-38.
Ordene ”du dåre” behøver ikke være noget hidsigheds-udbrud. Apostelen vil blot nævne disse selvkloges visdom med dens rette navn. Du dåre, vil han sige, du kan ikke begribe, at Gud kan give vore i jorden hensmuldrede legemer en opstandelse, endda ser de ubetydeligefrøkorn af hvede eller hvilken som helst sædart blive værdiget en opstandelse.
Hvert eneste år ved forårstid ser vi for vore øjne opstandelsens under. Hvis ikke vi var så vant til at se, hvordan sæden, (s.130) der om efteråret lægges i jorden og vinteren igennem synes tabt, atter får liv, ville vel også dette forekomme os højst mærkværdigt, for ikke at sige utroligt. Nu tænker vi næppe nok på, at det er et under, der sker. ”Det vokser”, siger vi blot og glemmer, at denne vækst i virkeligheden er et skaberværk, eftersom ikke hele verden med alt sit snille er i stand til at frembringe et eneste strå.
Spiren, der kommer op, har sin oprindelse i det frø, som er gået til grunde i jorden. Det er således i det små en opstandelse af døde, der er sket – et værk af selve den almægtige skaber. Men når den samme Gud giver til kende, at han med vore legemer vil handle på samme vis, lader dem lægges i jorden og blive til støv, men atter en dag, når den store evighedens sommer er nær, lade dem opstå igen, da finder vi dette både urimeligt og umuligt. Fortjener vi ikke da at blive tiltalt med et:
Du dåre!
Den egentlige, virkelige store dårskab består imidlertid deri at vi ikke gør os klart, at det her er et nyt, stort skaberværk af den almægtige Gud, det drejer sig om. ”Gud giver det et legeme efter sin vilje” - Gud, ikke du, ikke frøkornet selv, men Gud, skaberen, han, som engang har skabt hele jorden, ja, hele universet af intet. Det er på hans vilje og frie behag, det beror. Han ville det så – og hvad er vel lettere for den almægtige end at lade det ske, som han vil! Men den, som ikke ydmygt vil bøje sig for hans sandhed og magt, slår han med blindhed, så at endog de meste elementære begreber om Gud, hvilke selv hedningen blot ved at skue hans skaberværk har, bliver ham frataget.
Apostelen taler, som om han havde ventet, at korinterne selv, af det billede, han anvender, skulle have forstået, hvordan det hænger sammen med opstandelsen. Som om det burde være almindelig kendt og erkendt, at sædens opkomst af jorden er et forbillede på vore legemers opstandelse. Og aner (s.131) det os ikke, at Gud har fastsat denne naturens orden til at være et sådant forbillede? Han ikke blot som vi bruger billeder i sin tale, han har overalt i det skabte nedlagt billeder af de himmelske ting. Mennesker, jordbarnet, skulle gang på gang møde sin faders høje tanker og ud af naturens bog læse hans høje bestemmelse med os.
Luther siger: ”Når du ser på marken en sædemand gå og gribe i sin sæk og udstrø sæden til højre og venstre, så har du et billede på, hvorledes Gud vil handle med vore legemer. Gud er også en sædemand, og du er hans korn, som han kaster i jorden, for at det siden skal komme langt skønnere og herligere til syne igen. Men Gud er en større og bedre sædemand end en bonde på marken og har en sæk at bære, som er fuld af korn. Det er os mennesker, jordens samlede antal fra Adam og indtil den yderste dag. Dem strør han ud, i den orden, han får dem i hånden: mand og hustru, stor og lille, gammel og ung. Thi for ham er de alle lige, og hele verden er for ham blot som skæppen for bonden. Når han derfor lader mennesker dø, i særdeleshed i mænge ved pest, krig og lignende, så vil dette blot sige, at han har grebet i sækken og strøet i håndfuldevis omkring sig.”
”Hvad gør og tænker vel nu en forstandig bonde, når han udstrøer sit korn på en måde, så det synes, som det hele var spildt, og manden en dåre, at han således med vilje spilder sit korn? Spørg ham, og han vil øjeblikkelig svare: Kære, jeg kaster det ikke bort for at miste det, men for at få det langt mere rigeligt og herligt tilbage. Det synes vel nu, som var det tabt, men vent kun til høsten, så skal du få at se, hvordan det kommer igen: af en håndfuld bliver ti, af en skæppe seks andre. - Han lader sig ikke forvirre af, at sæden falder i jorden og går til grunde, han ser frem til den kommende høst, der rigelig skal erstatte ham alt. Ellers var han vel ikke så stor en dåre, at han ville spilde sit korn.”
(s.132)
”Se, på samme måde skal vi lære at tænke om Gud. Det er samme sag, når han kaster en håndfuld her og en anden er, tager i dag mig, i morgen en anden og således kaster den ene efter den anden som sine sædekorn i jorden. For os ser det ud, som var det hele forbi. Men Guds tanke dermed er en helt anden. Han handler med os på denne måde, kun for at vi, i den kommende skønne sommer, atter på det skønneste skal fremstå igen. Og for os er dette skrevet og så lifligt afmalet, for at vi, når vi ligger på vor dødsseng, skal tænke på samme måde og ikke bryde os om, at der for os at se kun er det tilbage, at man skal lægge os i jorden, og vi der skal blive til intet. Disse menneskelige tanker skal vi drive ud af vort hjerte og derimod indprente os de himmelske og guddommelige tanker, at det ikke hedder at blive begravet og gå til grunde, men at som Guds sædekorn af ham blive lagt i jorden med en herlig opstandelse i vente.” Så langt Luther.
O, da vil jeg gerne dø, kan det være, du siger. Ja, sådan siger de, som virkelig tror vor Herre Kristi evangelium. Og skønt ”det dumme kød” ikke ved sit eget bedste og aldrig når længere end til at blot ville leve her, skal det dog blive godt, når Herren kommer og bringer os til hvile. Thi derpå følger dog denne herlige forvandling.
For nu yderligere at udvide vor forstands horisont og få os til at tænke i angivne baner minder apostelen om den skabningens mangfoldighed, vi ser for vore øjne: ”Ikke alt kød er ens, men mennesket har sit, kvæget sit, fuglene igen sit og fisken sit.” 1. Kor. 15,39. Vi behøver ikke, vil han sige, at se på vore nuværende legemers natur, men betænke, at Gud danner hvert enkelt legeme efter dets bestemmelse, efter det element eller den verden, hvori det skal leve. Vi f.eks. må blive ved jorden, fuglene derimod kan flyve i luften. Vi kan ikke (s.133) leve i vandet, fiskene derimod ikke på det tørre. På samme måde vil heller ikke vort nuværende legeme kunne leve i himmelens herlighed. Men Gud skal vel vide at danne det nye legeme sådan, at det passer for den nye verden, hvori det skal leve.
”Der er himmelske legemer, og der er jordiske legemer, men de himmelskes glas er af en art, de jordiskes af en anden.” 1. Kor. 15,40.
Da der allerede mellem de jordiske legemer indbyrdes er så stor forskel, hvor meget mere da ikke mellem de jordiske og de himmelske. Ja, også mellem himmellegemerne indbyrdes er der forskel: ”Solen har sin glans, månen sin glans og stjernerne igen deres glans: stjerne er forskellig fra stjerne i glans.” 1.Kor. 15,41.
Frygt da ikke, ”du dåre”, for, at vor Herre Gud skal blive rådvild med hensyn til, hvad slags legeme han skal give os i opstandelsen. Vore nye legemer, hvilke egensaber de end for øvrigt skal have, vil uden tvivl komme til at passe fuldkomment ind i den nye verden, hvori vi skal leve, og til de sjælsevner, vi der skal være i besiddelse af. På samme måde, som vore nuværende legemer er dannet med henblik på de sjælens evner, vi ejer nu, og den verden, i hvilken vi lever. Vi ser det i naturens verden, hvordan f.eks. kålormen, når den ikke længere skal krybe i støv et, udrustes med et nyt og vinget legeme, passende for dens nye bestemmelse og nye element. Et forhold, der afspejler vor himmelske faders hensigt og tanker med os. Vi er vel her på jorden elendigt kryb, men skabt med et helt andet liv for øje og går derfor en fuldstændig forvandling i møde. Vi skal, så mange som er blevet en ånd med ham, der kom ned fra himmelen, også af ham flyttes over i en ny verden, hvor vi herlige og salige skal fryde os i hans ansigts beskuelse og med nye, forklarede sjælsevner drikke os glædedrukne (s.134) af hans nu klart åbenbarede kærlighed, visdom og nåde.
Mon ikke også dette, at vi er bestemt for en ny verden, så helt anderledes herlig og fuldkommen end den, vi lever i her, er en af de vigtigste grunde til, at vi skal få nye legemer og ikke forblive legemløse ånder, som vi i mellemtilstanden – mellem vor død og den yderste dom, skal være det. I denne nye verden skal Gud, som aldrig i sine gerninger går fra det højere til det lavere, visselig åbenbare sin godhed, visdom og magt på en langt mere storslået og ærefuld måde, end han i den nærværende onde verden har gjort. Det er derfor nødvendigt, at vi der skal have legemer udstyret med sanser, der passer for denne nye verden og sætte os i stand til at opnå kontakt med den, fatte, nyde og modtage den mere fuldkomne kundskab om vor herlige skaber, som gives os der. Thi da skal ”hans usynlige væsen, hans evige kraft og hans guddommelighed” som aldrig før forstås af hans gerninger, idet disse er så meget større og mere fuldkomne end dem, vi i den nærværende verden har set. Dette går nu apostelen nærmere ind på. Efter at han i det foregående har peget på mangfoldigheden af legemer, Gud har skabt, og på, hvorledes det ene overgår det andet i glans, føjer til:
”Således er det også med de dødes opstandelse.” (v.42) Det vil sige: således skal også forskellen være stor mellem vort jordiske legeme og det, vi skal få i opstandelsen. Og her skal vi mærke os, at i dette og de følgende vers, hvor der tales om ”herlighed” og ”den himmelskes billede”, er det kun om de retfærdiges legemer, apostelen taler. Vores nye legeme skal afspejle den ånd, der boede i os under jordelivet her.
”Hvad der sås i forkrænkelighed, opstår i uforkrænkelighed, hvad der sås i vanære, opstår i herlighed, hvad der sås i svaghed, opstår i kraft, der sås et sjæleligt legeme, der opstår et åndeligt legeme.” 1. Kor. 15,42-44.
(s.135)
Med al denne ulighed mellem det legeme, der lægges i jorden, og det, der opstår til evigt liv, skal dette legeme dog, ret forstået, være det samme, som blev lagt i jorden. Men alle mangler og alle brist skal uden tvivl være borte. Vi skal være de samme, men i forskønnet og mere fuldkommen skikkelse.
Så meget kan vi forstå. Men hvad vi derimod aldrig i dette liv fuldt ud vil kunne fatte, er det åndelige legeme, apostelen videre omtaler.
”Når der gives et sjæleligt legeme,” siger han, ”gives der også et åndeligt. Således står der også skrevet: ”Det første menneske, Adam, blev til en levende sjæl,” den sidste Adam blev til en levendegørende ånd. Men det åndelige er ikke det første, derimod det sjælelige, derefter det åndelige.” 1. Kor. 44-46.
Kristus havde liv i sig selv og kunne gøre levende. Han kaldes her ”den sidste Adam”, fordi de troende af ham skal få sin helligede, åndelige natur og sine udødelige legemer, ligesom hele menneskeslægten fra den første Adam har fået i arv sin fordærvede natur og sine dødelige legemer. Men som Adam i tid var forud for Kristi komme i køndet, således må vi først bære det naturlige legeme, vi har fået fra Adam, inden vi iklædes det åndeligelige legeme, vi skal få af den anden Adam.
Tydeligt er, at den guddommelige styrelses plan går ud på at føre de skabte væsener fra en lavere til en højere grad af fuldkommenhed. ”Det første menneske var af jord, jordisk, det andet er fra himmelen.” Skabt af jord og hjemfaldet til fordærv, død og opløsning slægter det den jord på, hvoraf det er taget. ”Som den jordiske var, sådan er også de jordiske, og som den himmelske var, sådan er også de himmelske.” Dette sidste gælder om dem, som er forenet med Kristus og himmelsk sindede: i ånden er de ham lig allerede nu og skal engang blive ham lig, hvad hele deres væsen og personlighed angår.
Af dette sidste forstår vi, at de troendes åndelige legemer (s.136) skal være lige med Kristi herlighedslegeme (Fil. 3,20). på samme måde, som vort nuværende legeme er lig med vor første stamfader Adams. Foruden det, at Kristus allerede før sin opstandelse var både Gud og menneske i en person, hvori hele guddomsfylden boede legemlig (Kol. 2,9), og ved denne for os ubegribelige forening af guddom og menneskenatur var frøet og urkilden ikke blot til det åndelige liv hos alle, som er forenet med ham, men også til et åndelige legeme, vi engang skal bære, så ser vi det efter hans opstandelse, hvorledes han havde et legeme, som på en gang var det samme, som han før havde båret – derom vidnede naglegabene i hænder og fødder – og alligevel anderledes: han kunne f.eks. komme ind gennem lukkede døre, kunne i et øjeblik være synlig og i det næste forsvundet igen. Her ser vi, hvad et åndeligt legeme er – om end vi med vor nuværende forstand kun dunkelt aner de nærmere omstændigheder ved det. Men det, som er det mærkværdige og ganske særlig liflige er, hvad Paulus nu føjer til:
”Ligesom vi har båret den jordiskes billede, således skal vi også bære den himmelskes billede.” 1.Kor. 15,49.
Tror du dette? At vi bærer den jordiskes (Adams) billede, det mærker vi daglig. Men tror du lgie så vist, at vi en dag skal bære den himmelskes billede, vi, som her er forenede med ham? Tror du, at Adam og Kristus begge var stamfædre og forbilleder, efter hvilke vi skulle dannes – at de er som to store modeller, efter hvilke de to tidsskifter skal formes, det ene, nemlig jordelivet, efter Adams, det andet, nemlig evigheden, efter Kristi billede? Tror du, at for alle, som er i Kristus, følger denne forvandling som en gang fastsat naturens orden, lige så vist, som på nat følger dag og på vinter sommer?
Men er dette da virkelig sandt? Ja, takket og priset være Herens navn! Det var jo netop det, der var hovedtanken i (s.137) hele Guds råd med hensyn til menneskeslægten: dens genoprettelse skulle ske ved en ny stamfader, en ny slægtens repræsentant, til hvilken vor skæbne på det nøjeste er knyttet. Så være du da takket og priset, o Gud, for dette dit nådefulde råd!
”Den himmelskes” billede danner i et og alt modsætningen til ”den jordiskes”. Til Kristi billede hører en evig og fuldkommen styrke og herlighed, hellighed, kærlighed og salighed. Alt dette må vi nødvendigvis vis iføres – iklædes som i et skrud – om vi skal gå ind i himmelens bryllupssal.
”Det siger jeg jer, brødre, at kød og blod kan ikke arve Guds rige, og forkrænkelighed arver heller ikke uforkrænkelighed.” (v.50)
Med kød og blod menes her dels det naturlige legeme og dels det fordærv, vi har arvet fra Adam. Det er derfor nødvendigt, at hele dette Adams-billede skal lægges i jorden og blive til intet. Ellers er vi ikke skikket til at indgå i Guds rige. Ja, så bydende nødvendigt er dette, at også med dem, som, når Herren kommer, lever på jorden, må en forvandling finde sted. ”Se, jeg siger jer en hemmelighed: Vi skal ikke alle hensove, men vi skal alle forvandles, i et nu, i et øjeblik, når den sidste basun lyder: thi basunen skal lyde, og de døde skal opstå uforkrænkelige, og da skal vi forvandles. Thi dette forkrænkelige må iføre sig uforkrænkelighed, og dette dødelige iføre sig udødelighed.” 1.Kor. 15,51-53.
Først da er man klædt, som det sømmer sig i himmelen hos Gud og hans engle. Måtte vi derfor fremfor alt findes iklædte Kristus og hans retfærdighed, så skal vi også, når han kommer, gå med ham ind i bryllupssalen!
”Men når dette forkrænkelige bar iført sig uforkrænkelighed, og dette dødelige har iført sig udødelighed, da skal det ord opfyldes, som står skrevet: ”Døden er opslugt og sejren vundet.” ”Død, hvor er din sejr? Død, hvor er din brod?” (s.138) (Dødens brod er synden, og syndens kraft er loven): Men Gud ske tak, som giver os sejren ved vor Herre Jesus Kristus!” 1.Kor. 15,54-57.
Dette er nu de retfærdiges sejrssang i opstandelsen. Med den skal de trodse døden, helvede, synden og alt, hvad der har plaget og trykket dem her.
Men - forunderlige tanke! - den sejr, som jeg da med fuldkommen glæde skal kunne synge om, hører mig til allerede nu. Den gælder nu og til evig tid mod alt det onde, som bekymrer og ængster min sjæl. Alt, hvad godt vi skal nyde hisset (siden i himmelen), vinder vi ikke ved døden eller ved den store forvandling – kun evnen til at nyde det kommer vi derved i besiddelse af. Selve sejret er forud vundet og forud skænket os. Vi venter her i tiden kun på åbenbarelsen af den salighed, som allerede er vores. Gud ske tak, som giver os sejren ved vor Herre Jesus Kristus!
”Derfor, mine elskede brødre! Vær faste, urokkelige, altid rige i Herrens gerning, I ved jo, at jeres møje er ikke forgæves i Herren.” 1. Kor. 15,58.
Med denne formaning, som apostelen grunder på de herlige lærdomme, han kapitlet igennem har forsvaret, slutter han så talen om denne sag. Måtte også vi tage nævnte formaning til hjerte, at ingen, som begyndte i ånd, skulle fuldende i kød!
Gengivet med tilladelse © LogosMedia
RoseniusNet.dk
08.April 2006