De sande kristnes salige fred
(s.133)
At eje en virkelig og vel underbygget fred i sin samvittighed – have fred med Gud og Guds fred i sit hjerte – det er Guds børns privilegium på jord. Det er en lykke og en salighed, som ingen anden kan tage eller med rette rose sig af. En lykke, som er tusinde gange større end al anden lykke i verden. ”Et halvt himmerige på jorden” som Luther siger, et paradis i jammerdalen, et dagligt gæstebud.
Falske kristne har vel også en slags fred. Til tider i hvert fald. Men ak, hvilken fred! En uhyggelig, skæbnesvanger fred, som ender i græmmelse for evigt! En fred, hvis forudsætning er, at de intet ved om den dom, de har hængende over hovedet! En fred, som de kun kan bevare ved at undgå enhver nøjere prøvelse af deres tilstand, enhver alvorlig tanke på Gud, døden, dommen og evigheden!
Tænk, hvad slags fred det må være, de ejer – almindelige verdensmennesker f.eks! De elsker verden og de verdslige ting mere end Gud og – har fred! De misbruger Guds navn, vanhelliger hviledagen, lever frit og uhindret efter deres lyster og – har fred! De ved ikke af nogen omvendelse eller nogen ny fødsel, de er aldrig blevet forligt med Gud – og endda har de fred!
Eller mennesker, som nok er religiøse, men ikke er født på ny. De trøster sig med Guds børns trøst, men bryllupsklædningen mangler de – og dog har de fred! De er velmenende og rettænkende, flittige, når det gælder bøn og læsning af Guds ord, og ivrige i udøvelsen af barmhjertighedsgerninger. De har således lamper og går brudgommen i møde, men mangler olie (s.134) i deres kander – mangler den tro, som skaber nyt liv, fred, glæde, kærlighed osv – og dog har de fred! De forsøger at finde ”en gylden middelvej” mellem Kristus og Belial og har fred! Men ak – en uhyggelig fred, som kun varer, så længe brudgommen tøver!
Men under disse menneskers fred skjuler sig som oftes en pinefuld ufred. En uhyggelig anelse, uvished, utryghed, rædsel for døden og bæven for Gud. ”De gudløse har ingen fred, siger min Gud” Esajas 57:21. De siger: ”Fred, fred, skønt der ikke er fred” Jeremias 6:14. Blot sådan en ting som f.eks. en epidemi gør det af med deres fred. De før så stærke og modige mennesker skynder sig da til bønnebogen, præsten, sakramenterne og kirken – som om disse i en hast kunne frelse dem fra den helliges vrede. Et tydeligt vidnesbyrd om, at de gudløse har ingen fred.
Mange vakte har det på samme måde. De har den ærligste vilje og tager det virkelig alvorligt med deres søgen efter frelse. De har vendt sig bort fra verdens brede vej, beder flittigt og bruger Guds ord. Mod visse synder kæmper de en fortvivlet kamp og sukker og længes efter nåde og fred. Men med alt dette får de ingen fred. I det mindste ingen varig og grundfæstet fred. Ingen rigtig vished om Guds nåde. Fylder en flygtig følelse af glæde deres hjerte, viger den snart igen for en pinlig uvished, rædsel og utryghed. I særdeleshed, hvis en pludselig sygdom brat stiller dem døden og evigheden for øje.
Men Skriften siger jo: ”Stor bliver børnenes fred,” og ”Da bor mit folk i fredens hjem, i trygge boliger, sorgfri pauluner.” Og man møder virkelig menneske, hvis herte er fyldt af en stor og salig fred – en fred, der til tider lyser dem ud af øjnene og flyder over i glad bekendelse, lovsang og tak.
Hvad er der sket med disse mennesker? Hvor har de fundet denne salige fred?
Apostelen Paulus svarer på samtliges vegne i Rom. 5 således: (s.135)
”Da vi nu er retfærdiggjorte af tro, har vi fred med Gud ved vor Herre Jesus Kristus. Thi medens vi endnu var afmægtige led Kristus, da tiden var inde, døden for os, som endnu var ugudelige. Så meget mere skal vi da, efter at vi nu er retfærdiggjorte ved hans blod, frelses ved ham fra vreden. Thi når vi, medens vi endnu var fjender, blev forligt med Gud ved hans søns død, så skal vi da langt snarere, efter at vi nu er blevet forligt, frelses ved hans liv”
Her ser vi hemmeligheden åbenbaret. Her ser vi grundvolden – den evige, urokkelige – for den underlige fred, de kristne ejer. Og tillige ser vi, hvad der fejler de arme hjerter, som ingen fred har. Apostelen siger ikke:
”Da vi nu er, som vi bør være, så fromme og gode” - nej, han siger :
”Da vi nu er retfærdiggjorte af tro, har vi fred med Gud”
Vor trøst og vor fred beror ikke derpå, at vi er retfærdige i os selv og aldrig bliver anfægtet af nogen synd. Syndere er vi jo netop – syndere, som har fortjent døden, og som må bæve for den evige vrede. Men se – efter at vi i denne vor nød forgæves havde søgt hjælp og trøst og fred ad alle andre veje, blev det os endelig klart, at ”Kristus døde for os, medens vi endnu var syndere” Det blev vor sidste og eneste, men fuldt tilstrækkelige og evige trøst, at vi, ”medens vi endnu var fjender, blev forligt med Gud ved han søns død,” og at vi – skønt synden raser i vort kød, og samvittigheden søger at forskrække os – dog ”langt snarere, efter at vi nu er blevet forligt, skal frelses ved hans liv”
Dette er for så vidt noget, vi længe har vidst. Det er en bekendelse, vi længe har ført, men uden at den nogensinde gav vort hjerte fred. Da behagede det endelig den barmhjertige Gud gennem sin ånd at skænke os den dyrebare gave, som hedder tro. Den sande og levende tro, som gav liv og fred, fortroligt venskab med Gud, vished om hans nåde og ro i samvittigheden. Det er dette, Paulus udtrykker i ordene:
”Da vi (s.136) nu er retfærdiggjorte af tro, har vi fred med Gud ved vor Herre Jesus Kristus”
Hør nu her – du, som med den ærligste vilje søger og søger:
Vist er det udmærket, ja, vigtigere og nødvendigere end alt andet i verden, at du tager det så alvorligt med din kristendom, som du gør. At du ofte og andægtigt beder, flittigt hører og læser Guds ord, kæmper alvorligt mod det onde og higer efter det, som er godt. Men – du har endda ikke fred med Gud! Du mangler vished om hans nåde, og bæven og uro fylder dig sind.
Det er heller ikke uden grund, at det er således. Thi med al denne fromhed kan du dog risikere at gå evigt fortabt. Skal du bestå for den hellige Gud og komme frelst gennem dommens ildprøve, kræves der noget langt højere. Alle frommes fromhed og alle helliges hellighed slår ikke til. Det siger da også din samvittighed dig. Der kræves intet mindre end det, apostelen nævnte. At være retfærdiggjort af tro og have fred med Gud ved vor Herre Jesus Kristus. Der kræves, at du med fuld overbevisning kan sige: Kristus er død for mig, for mig – og derpå stoler jeg.
Ikke jeg, men Kristus er hellig og fuldkommen. Kristus har opfyldt loven og lidt den død, der var syndens løn. Det skete for mig, det strækker til for alle mine synder, det er nok, evigt nok – det hviler jeg i.
At du endnu ikke har fået fred, skyldes således, at du har villet blive retfærdig og salig i dit eget navn. Men havde det været muligt, så var Kristus død til ingen nytte. Du kender ikke af erfaring den rette tro. Thi tro og tro er to vidt forskellige ting. Bibelens lære om Kristus som soning for synd kender du nok, og måske har du ment, at når blot du holdt dette for sandt, du da havde troen. Men inderst inde har du tænkt: Ja, i Kristi fortjeneste mangler der intet. Det er hos mig, det er galt. Det er hos mig, der må ske en forandring. Og så har du gået der med øjnene rettet mod dig selv i stedet for at fæste (s.137) dem på Kristus. Hvordan skulle da kunne få fred? Hvordan skulle din tro kunne være den rette?
Vel er det sandt, at Kristi forsoning er fuldkommen, og at hele fejlen ligger hos dig. Men du forstod ikke, at denne fejl er så alvorlig, at hvor meget du end arbejder på dig selv, kan du dog aldrig ad den vej få den rettet. Den eneste måde, hvorpå det kan ske, er, at du opgiver arbejdet på at forbedre dig selv som fuldstændig håbløst og søger din frelse i Kristus alene.
Når du ikke fandt fred, så var fejlen den, at du troede, at alt hos dig skulle bringes i orden først. Du forstod hverken, hvor håbløst et foretagende dette var, eller at alt er gjort færdigt i Kristus. Nok har du følt dig som en stor synder, men dog aldrig som en, der var redningsløst fortabt. Og nok har du troet, at der for store syndere var frelse at finde i Kristus, men dog ikke for syndere som dig, så har du endnu ikke personligt tilegnet dig frelsen. Du har ladet dig nøde uden den trøst, der ligger i visheden om at være et Guds barn. Imens har du ventet på, at det skulle blive bedre med dig – eller ventet på ad følelsens vej at få bud om, at nåden var din.
Disse er de almindeligste årsager til, at søgende sjæle ikke får fred. Så er der endvidere dem, som sidder endnu mere fast i kødelig sikkerhed. Der er så meget andet, der er vigtigere for dem, end det at få del i Guds nåde. De har afguder og skødesynder, som de ikke vil skille sig fra. Og da er det kun godt, at de ikke får fred.
Vil du eje Guds fred, bliver det således på følgende betingelser:
Intet må være dig mere magtpåliggende end at få del i Guds nåde.
Alle egne anstrengelser må opgives som frugtesløse. Du må, så fortabt og uværdig du er, søge frelse i Kristus alene.
(s.138)
Visheden om Guds nåde må ikke søges i følelsen. Guds svar på din bøn må søges der, hvor Gud giver det, nemlig i Ordet.
Er det blot kommet så vidt med en søgende sjæl, at der er intet, han hellere vil, end at tro ordet – han synes blot ikke han kan – så er troen allerede tændt i hans hjerte. Og da kan det aldrig fejle, at han jo skal nå frem til fuld vished og virkelig fred. Det skal Gud nok sørge for.
”Da han klynger sig til mig,” siger Herren, ”frier jeg ham ud, jeg bjerger ham, thi han kender mit navn; kalder han på mig, svarer jeg ham” Salme 91:14.
Nu vil måske nogen rejse det spørgsmål:
”Kan virkelig et menneske vide bestemt, at det er et Guds barn? Kan og bør en sådan vished overhovedet søges?
Det er som regel de ubodfærdige – mennesker, der endnu trives bedst i mørke og uvished – der sætter spørgsmålstegn ved dette for derved at skabe sig en undskyldning. Men hvad siger Skriften?
”På grund af tro fik jo de gamle godt vidnesbyrd – vidnesbyrd om, at de havde Guds velbehag” Hebr. 11.
”Ånden selv – den samme ånd, i hvilken vi råber: Abba, fader! - vidner sammen med vor ånd, at vi er Guds børn”
Rom. 8:16.
”Den, som tror på Guds Søn, har vidnesbyrdet i sig selv. - I skal vide, at I har evigt liv, I, som tror på Guds Søns navn” Den derimod, ”som ikke tror Gud, har gjort ham til en løgner” 1. Johs. 5:10,13.
Mærk dig dette sidste!
Når Herren udtrykkelig siger: Den, som tørster, skal komme, den, som vil, skal modtage livets vand uforskyldt, den, som tror, har et evigt liv; er hans synder end røde som blod, skal de blive hvide som sne osv – og jeg dog altid er uvis om mine synders forladelse, hvad er det så andet end at gøre Gud til en løgner? Da kunne jeg lige så godt sige:
Jeg ved ikke, om man kan regne med det, Herren siger. Jeg er ikke sikker på, at man helt kan stole på Gud. - Og det ville jo lyde kønt i en kristens mund!
(s.139)
”Derfor skal vi,” siger Luther, ”fra dag til dag stræbe efter at komme fri af tvivlen og nå frem til vished. Vi skal beflitte os på med rod at oprykke den skadeligste vildfarelse, hvormed verden nogensinde er blevet forført – den nemlig, at det ikke skulle være muligt for et menneske at vide, om det står i eller uden for nåden.
I sandhed – den, som lader sig nøje uden vished om, at skatten er hans, sætter den ikke særligt højt! Noget andet er, at denne vished må søges i ordet og ikke i følelsen.
Som allerede sagt består en kristens fred og vished ikke deri, at han betragter sig selv som særlig from eller i at han er ovenud tilfreds med sig selv. Nej, tværtimod – ingen finder mere synd hos sig selv end en virkelig levende kristen. Det, han regner med og roser sig af, er, at det netop er for syndere, Kristus er død, og at han er retfærdiggjort af tro, dvs. af nåde.
På dette grundlag burde vi jo med rette eje en uafbrudt og urokkelig fred, Thi Gud forligte i Kristus verden med sig selv.
Verden – ikke blot de troende. Da ved jeg, at også de gudløses synder i Kristi blod er slettet ud. Jeg ved, at det dybest set er på grund af deres vantro og ikke for deres synders skyld, de vantro går fortabt. Hvordan skulle jeg da vove at undlade at tro? Jeg er da i alle tilfælde en del af ”verden”. Jeg er da i alle tilfælde forligt med Gud, købt fri ved hans søns død, hvordan jeg så end er – den trøst skal djævelen ikke få lov at tage fra mig.
Vel må jeg forfærdes, når jeg ser på mine synder – mange og store, som de er. Skete det mig efter fortjeneste, skulle jeg aldrig have en glad dag. Men hvad skal jeg gøre, når Kristus endda var mig nådig og tog mine synder på sig. Jeg vover simpelthen ikke at være mismodig og forsagt. Jeg må tro det og glædes – jeg tør ikke andet. Så uforskammet vil jeg dog ikke være. At jeg skulle ville hævde, at Kristus og hans pinefulde død betyder mindre for mig og mine synder.
I sammenligning (s.140) med Guds Søns blod er de jo kun som dråber mod det store, vide hav.
Jeg er da for øvrigt heller ikke døbt til mig selv, så jeg skulle bestå for Gud i min egen retfærdighed. Jeg er døbt til Kristus, for at jeg skal være iklædt ham og hans retfærdighed. Gal. 3:27.
Hvis Gud ville tilregne synd, hvem kunne da bestå? Vi kunne jo ikke svare ham et til tusinde. Men når hele Guds evangelium vidner, at Gud gav sin søn netop for at sone vor synd, så vover jeg ikke at gøre dette til løgn.
Ganske vist føler jeg noget andet i mit hjerte og min samvittighed. Jeg føler ingen retfærdighed, men derimod synd og usselhed.
Og ganske vist fordømmer mit hjerte mig. Men når Gud selv i sit ord siger, at netop den synd og usselhed, jeg føler, er tilgivet og udslettet, så vil jeg lade Gud, som kender alle ting, være større end mit hjerte. Hvad Gud har gjort og sagt, er dog helt anderledes at stole på, end hvad jeg arme menneske ser eller føler. Og nu er det dog trods alt en kendsgerning, at Gud ikke blot har forligt mig med sig selv i Kristi død og forsikret mig derom i sit ord, men tillige i sine sakramenter givet mig besegling derpå. Han har i dåben gjort mig personlig delagtig i hele Kristi fuldbragte værk.
Gal. 3:27. Tit. 3:5. Ved et evigt, urokkeligt testamente er det tilskrevet mig.
Har jeg i synd og vantro kastet vrag på denne skat, så er den der dog lige fuldt. Fra Guds side står pagten stadig ved magt.
Falder end jeg, står dog nåden fast.
”Skulle vor utroskab kunne ophæve Guds trofasthed? Nej, langtfra!” Rom. 3:3.
Min trøst og min fred grunder sig således på det, som er hos Gud – ikke på det, som er hos mig. Vil jeg rose mig, siger jeg: Kristi blod gælder mere end alle mine synder. Hvad Gud har sagt, gælder mere, end hvad jeg tænker og føler.
Testamentet (s.141) står ved magt, skønt jeg i lang tid har levet, som om det ikke eksisterede. På dette vil jeg trygt både leve og dø.
Men – spørger du – har da en kristen en uafbrudt fred? Frygter han aldrig Guds vrede? Frygter han aldrig for døden?
Hertil svares:
Alt godt vil djævelen anfægte, således også freden. En fred, som ikke anfægtes, er en falsk fred. Troen er desuden aldrig fuldkommen. Heraf følger, at Satan, samvittigheden og fornuften går til angreb på freden, foreholder os vore synder og minder os om Guds trusler. Men netop da beviser troen sig at være af guddommelig natur ved at gennembryde disse mørke skyer, trænge helt frem til Guds hjertelag i Kristus, deri atter finde trøst og fred og sige:
Jeg takker dig, Herre Jesus Kristus, som har frelst mig fra synd og fra dom! -
Den, som under skiftende erfaringer vil bevare og forøge freden i sit hjerte, må fremfor alt flittigt og enfoldigt omgås med ”fredens evangelium” Dette er gudsfredens rette kilde. Evangeliet må bestandig være en modvægt imod de anfægtelser og sorger, hvori fornuften og følelsen, Satan og vor samvittighed vil drage os ned. Mod alle disse fredsforstyrrere har vi kun ordet og sakramenterne til værn. Deri taler trøstens Gud og siger:
Frygt ikke, men vær ved godt mod! Er du syndig, så er Kristi retfærdig. Du er nu borger i det rige, hvor ingen synd tilregnes. Ikke i et gerningsrige, som hersker over nåden, men i et nåderige, som hersker over gerningerne. Du er for evigt forsonet med Gud, og han har svoret, at han aldrig i evighed vil vredes på dig. Dette er Guds riges rette fredsbasun, som uophørligt må lyde i vore ører og vore hjerter, om vi her på jorden skal have nogen fred.
Men ved siden af Herrens ord behøver vi Herren selv. Derfor må vi flittigt bede Helligånden gøre sin gerning i vore hjerter – bede, som Paulus i Ef. 3:14-19 bede for menigheden.
”En kristen bør,” siger Prætorius, ”hver morgen, når han (s.142) vågner, og mange gange i dagens løb bede en stille bøn om, at Guds fred, som overgår al forstand, i dag må bevare hans arme hjerte for al ufred, som af djævelens tyranni, verdens ondskab og andre genvordigheder vil påføre ham”
Og nu – hvor var det ikke at ønske, at hos alle kristne Guds fred mere havde magt over hjerte og sind! Gud under os det så vel. Han vil ikke, vi skal slide os gennem livet i mørke og uvished – vi, som i Kristus er så herligt klædte, så rige og lykkelige. Han vil, vor fred skal være stor i ham.
”Vær altid glade,” siger apostelen - - ”thi det er Guds vilje med jer i Kristus Jesus”
1. Tess. 5:16,18.
”Jeg er kommen,” siger Jesus, ”for at de skal have liv i overflod” Johs. 10:10.
Denne fred var hovedformålet med hele Kristi forsoning.
”Os til fred kom straf over ham” ”Retfærds frugt bliver fred og rettens vinding tryghed for evigt” Esajas 32:17.
Derfor – jo mere glad og fredsfyldt et menneske er i Kristus, desto kærere er det for Gud. Og desto mere æres og ophøjes han, som har vundet os denne glæde og fred. Hvor megen glæde har vel ellers en kristen her i livet. I denne onde verden, midt under anfægtelser og kamp, kan han nok have nødig at være udrustet med en overnaturlig og urokkelig fred i sit hjerte.
Sin afskedstale til disciplene natten før sin død sluttede Jesus med de ord:
”Dette har jeg talt til jer, for at I skal have fred i mig. I verden har I trængsel; men vær frimodige, jeg har overvundet verden” Johs. 16:33. Det var således vor frelsers bestemte vilje, at vi i ham skulle have fred, skønt ingen bedre end ham vidste, hvor syndige og uværdige vi var. Skulle da ikke også vi – for hans regning og risiko – stille vore hjerter tilfreds og hvile derved som barnet på moderens skød.
Netop denne fred er det, som mere end noget andet styrker vore hjerter og bevarer dem i Kristus. Det er den, der giver lyst og kraft til det gode. Som skrevet står:
”Guds fred, som overgår (s.143) al forstand, skal bevare jeres hjerter og jeres tanker i Kristus Jesus” Fil. 4:7.
”Herrens glæde er jeres styrke” Neh. 8:10.
Når jeg i troen har fred med Gud, er jeg stærk. Jeg kan udrette alt og udholde alt. Ser mennesker skævt til mig, jeg regner det ikke, når blot jeg har vished om, at Gud er min ven. Lider jeg et jordisk tab, det betyder dog mindre, når jeg kan glæde mig over den langt større rigdom, jeg ejer i himlen.
Er hjertet derimod tomt for Guds fred, er jeg svag. Da har enhver fristelse frit spil. Det er derfor en sandhed, som enhver kristen bør lægge sig på sinde, at Guds fred bevarer vort hjerte, og at glæden i Herren er vor styrke.
RoseniusNet.dk
14.Juli 2005